Mitzi på pumperne

Mitzi Busk fra Bøvl i Billund Kommune føler sig svigtet og ladt alene i kampen mod al det vand, der truer hendes hus.

I dagevis har Mitzi Busk fra Bøvl i den nordlige ende af Billund Kommune haft fire pumper kørende i døgndrift for at holde vandet fra at trænge ind i hendes hus.

- Det er så hårdt at skulle op hver nat for at se, om pumperne virker, eller om de skal renses, fortæller førtidspensionisten til TV SYD.

Meget af vandet kommer fra den anden side af vejen i forhold til, hvor hun bor.

- Derfor troede jeg, at jeg kunne få kommunen til at hjælpe, fortæller hun.

Ringet til alle og enhver

Men alle hendes henvendelser til det offentlige har været forgæves. Hun mener selv at have talt med 14 forskellige personer fra kommune og beredskab, og politiet har hun også ringet til. Uden held. Og nu er hun nede på halvanden pumpe. De andre er gået i stykker.

Hun klagede sin nød på Facebook, og det førte til, at hun blev inviteret i Go' Aften Danmark for at fortælle om sin kvide. Det fik en kvinde til at melde sig til at hjælpe i haven, og en entreprenør tilbød hjælp med råd og dåd.

Mangler en bunke jord

- Det er jo helt fantastisk, men det løser bare ikke hele problemet. Nu skal jeg finde en stor bunke jord til at bygge en dæmning mod vandet, og pengene hænger ikke på træerne, når man er på førtidspension, siger Mitzi, der i forvejen har brugt mange penge på pumper og rør.

- Det eneste, jeg kan gøre nu, er at krydse fingre, fortæller Mitzi.

I samme nu begynder det at regne.