Mitzis hus var ved at blive oversvømmet i februar – sådan går det i dag

I februar var store dele af Syd- og Sønderjylland oversvømmet. En af dem, der var tæt på at få vand indenfor, var Mitzi Busk fra Bøvl.

Før coronavirus kom til landet havde vi i Syd- og Sønderjylland nogle helt andre problemer. I starten af året fik vi massive mængder nedbør, og det gav mange udfordringer.

Flere diger bukkede under for de massive mængder vand, veje var i fare for at skride væk, og i Horsens blev over 100 mennesker evakueret fra deres hjem.

Lidt nord for Grindsted i den lille by Bøvl havde Mitzi Busk også sine problemer. Hendes hus var nemlig meget tæt på at blive oversvømmet i februar.

- Det var meget hårdt, for vi holdt øje med det 24/7. Pumperne kørte på fuld kraft, men jeg var meget bange for, der skulle komme vand ind, fortæller Mitzi Busk.

Rekordvåd februar

Mitzi Busk fra Bøvl havde da også grund til at være bekymret. I forvejen var december 2019 og januar 2020 et par våde måneder. Men det stoppede ikke der. I løbet af februars 29 dage faldt der 129 millimeter nedbør på landsplan. Dermed er det den februar i vejrhistorien, hvor vi har fået allermest regn – nogensinde. Den hidtidige rekord blev sat i 2002 med 109 millimeter regn for februar måned. Normalt falder der 42 millimeter nedbør i løbet af februar.

Ikke nok med det så var Syd- og Sønderjylland den vådeste landsdel i februar. Her faldt der nemlig hele 152 millimeter regn.

Nu med vold og grøft

Selvom det var tæt på, så undgik Mitzi, at der kom vand ind i huset. De fire pumper kørte i døgndrift, og hun og hendes søn skiftedes til at stå op om natten for at kontrollere, om pumperne virkede.

- Der var rigtig meget vand, men det kom heldigvis ikke indenfor. Og det er jeg virkelig glad for. 

Siden Mitzi fik bygget volden og gravet grøften, har der ikke været de samme mængder nedbør. Men hun frygter stadig, hvordan det kommer til at gå i januar og februar 2021.

Du kan se mere til Mitzi, oversvømmelserne i februar og resten af 2020 i programmet 'Vores 2020', som sendes den 25. december kl. 19.30 på TV SYD. Programmet kan også findes ved at trykke her.

Mitzi har nu fået lavet en vold og en grøft, der skal holde vandet ude.
Mitzi har nu fået lavet en vold og en grøft, der skal holde vandet ude.
Foto: Privatfoto.