Landet er hidtil blevet besøgt af danske turister, der for eksempel har rejst via Dubrovnik i Kroatien, men fra maj bliver der indsat charterfly fra Billund direkte til Tivat i Montenegro.
Det er Falk Lauritsen, der står for rejserne. Selskabet satser på turister, der vil have sol og strand, så det har lavet aftaler med hoteller på Budva-rivieraen i Montenegro.
Selskabet flyver også fra København, og målet er at sende 2.500 turister til det mere ukendte ferieland i den kommende sommer.
Direktør Søren Falk Lauritsen kalder Montenegro et godt alternativ til Kroatien.
- Mange danskere har holdt sommerferie i Kroatien, og har man lyst til et alternativ med flotte kystbyer, smukke og afvekslende naturscenarier og fine sandstrande, er det værd også at holde ferie i nabolandet Montenegro, der huser lidt mere end 620.000 indbyggere, siger Søren Falk Lauritsen til Jyske Mediers rejsesite.
Turene til Montenegro begynder til maj.