Mormor Ina bygger med Lego: - Fantasy er min store passion

Ina Hjorth Nilsson har bygget med Lego stort set hele sit voksenliv. En passion hun deler med mange andre voksne. Hun er medlem af Byggepladen, der har stor stigning i antal medlemmer.

Drager, elvere, spindelvæv, slotte og en skelet-hest. Ina Hjorth Nilsson har hevet os med ind i en verden, hvor kampen mellem det gode og det onde er dominerende, og mystiske, mytologiske væsner hersker.  

- Jeg elsker at bygge i det univers. Det er sjovt at udforske, og så er det så frit, siger Ina Hjorth Nilsson.

For ja, hun har helt selv bygget hele universet – af Lego vel at mærke. I et cirka 30 kvadratmeter stort rum står et helt miniatureland i lilla og grønne nuancer, hvor man kan fortabe sig i den ene historie efter den anden. Fra gulv til loft står række efter række, kasse efter kasse, med legoklodser i alle regnbuens farver – og størrelser og former.

- Lilla er en farve, der ikke signalerer, at man kigger på en almindelig skov. Den har et tvist af noget andet, siger hun.

Ina Hjorth Nilsson bor i Vorbasse, hvor hun flyttede til, fordi der ikke var nok plads i det gamle hus til alle legoklodserne, eller til at hun kun bygge store landskaber og hele verdener.  

En del af AFOLs

Onsdag præsenterede Lego sit halvårsregnskab, og trods corona og butikslukninger har virksomheden solgt for 15,7 milliarder kroner. Det er en stigning forhold til sidste år på syv procent.

En af grundene til det er familier, der har haft tid til at lege med børnene, mens de var sendt hjem fra skole. En anden grund er AFOL's – Adult Fans of Lego (Oversat: Voksne fans af Lego), så der altså nu kan købes Lego-set, hvor der står 18+ på æskerne.

Ina Hjorth Nilsson er en af dem, og så er hun også medlem af entusiastgruppen Byggepladen. Det har hun været i 15 år.

- Dengang var det en drøm, hvis vi kunne blive 100 medlemmer. I dag er vi en 6-700 medlemmer, så jeg kan tydeligt mærke, at der er sket en stigning.

Samtidig er det også blevet mere acceptabelt at sige, at man som voksen bygger med Lego, forklarer hun.

- Da jeg startede sagde man: ”Argh, nu må du lige tage dig sammen. Du mener da ikke, at du bygger Lego?” Nu kan jeg sige det, uden at folk dømmer, siger Lego-entusiasten.

Legede ikke med Lego som barn

Som barn legede Ina Hjorth Nilsson ikke med Lego, men kreativiteten fik frit spil, når hun tegnede, malede eller lavede keramik. Nu har hun taget tegnegaverne med over i Lego-projektet, når der skal tegnes skitser, inden byggeglæden kan sætte ind.

Men det var en episode, hvor hun legede sammen med sin søn, der kickstartede hendes Lego-passion. En aften havde de siddet og bygget på en togbane, og da sønnen skal  i seng, spørger han, om mor Ina ikke vil bygge en togstation.

- Da han stod op næste morgen, stod der lidt mere. Næsten en hel by, og siden da har jeg været fanget, siger Ina Hjorth Nilsson, der også arbejder som designer for Lego og har fået endnu en drøm opfyldt.  

Hun er også blevet mormor, og her nyder børnebørnene godt af mormors passion og de mange muligheder. De får dog ikke lov til at komme med ind i dragens hule på loftet, hvor fantasiverdenen lige nu bliver bygget, før de er gamle nok. Her laver hun det, hun også udstiller på diverse messer.

Fantasy-legopladen skulle have været udstillet på en messe i Esbjerg, men på grund af corona er det blevet aflyst.

 -Så nu er projektet bare færdigt, når jeg synes, at de sidste historier og detaljer er på plads, siger hun og indrømmer, at hun glæder sig til at komme afsted igen.