Norwegian genåbner flyrute fra Billund

Fra 1. juli genåbner Norwegian en flyrute fra Billund til Oslo. I alt åbner selskabet 18 ruter fra Danmark og ud i Europa.

Fra 1. juli vil Norwegian genoptage flyvningerne til flere europæiske storbyer samt klassiske feriedestinationer i Sydeuropa.

I alt åbner Norwegian 76 ruter - heraf er der en rute fra Billund og 17 fra Københavns Lufthavn - skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Blandt de ruter, som flyselskabet åbner, indgår ruten fra Billund til Oslo samt ruterne mellem København og Oslo og København og Stockholm.

Derudover kan man flyve med Norwegian fra København til en række europæiske storbyer såsom Berlin, Amsterdam, London, Edinburgh, Krakow, Budapest og München.

Der bliver også åbnet for en række ruter sydpå til blandt andet Nice, Kreta, Split, Malaga, Barcelona, Alicante samt Mallorca og De Kanariske Øer - alle sammen også fra København.

Det norske flyselskab åbner ikke for ruter over Atlanten - hverken fra København, Stockholm eller Oslo.

Vil matche konkurrenterne

Norwegian kommer dermed til at matche SAS, der tirsdag oplyste, at der åbnes for en lang række ruter til andre europæiske byer samt tre ruter til USA.

- Nu, hvor konkurrenterne er i gang igen, ønsker vi også at melde os ind i konkurrencen og bidrage til, at samfundet gradvist vender tilbage til det normale, siger Jacob Schram i Norwegians meddelelse.

- Samtidig har vi indført en række tiltag for yderligere at reducere en allerede lav smitterisiko om bord.

For både SAS og Norwegian gør det sig gældende, at rejsende skal bære mundbind på hele rejsen. Børn under seks år er undtaget.

Samtidig vil der ikke være servering om bord på flyene.

Myndigheder fraråder unødvendige rejser hele sommeren

De danske myndigheder fraråder alle ikke-nødvendige rejser til alle lande undtagen Island, Norge og Tyskland til og med 31. august.

På det norske udenrigsministeriums hjemmeside kan man læse, at nordmænd frarådes rejser, som ikke er strengt nødvendige, til alle lande undtagen Danmark, Færøerne, Grønland, Island og Finland indtil 20. august.

Norwegian tror på kunder 'før tid'

Norwegians topchef, Jacob Schram, tror, at der vil være kunder til de ruter, der genåbner i juli.

- På baggrund af de bookinger, som vi allerede har, så tror jeg, at vi vil se en del aktivitet. Hvis man sammenligner med andre virusser, ser man i høj grad, at rejseaktiviteten stiger bagefter, fordi folk har været fanget i så lang tid, siger han til Ritzau Finans.

- Særligt nu hvor det er sommer. Det er ikke koldt og mørkt. Det er varmt, og folk ønsker at føle, at de lever igen.

- Når samfundet åbner, og når sikkerhedsforanstaltningerne for rejser er gode, så tror jeg, at man vil se folk rejse ud igen.

Tror du, at folk vil være villige til at trodse rejsevejledningerne?

- Det tror jeg. Særligt fordi, det er ikke ulovligt. Vi følger tæt, hvornår det er ulovligt og lovligt. Nu er det ikke ulovligt. Så selv om det er vejledningen, tror jeg, at folk vil tage deres forholdsregler, og jeg tror, at de vil rejse ud. Og det kan vi se i vores bookinger, siger Jacob Schram til Ritzau Finans.