Nu skal de helt store forureninger fjernes

Nu har politikerne sat penge af til at rydde op i de store generationsforureninger. Dem er der tre af i Syd- og Sønderjylland.

Efter årtiers diskussioner får oprydningen i de såkaldte generationsforureninger nu et ekstra skub. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet aftalt at afsætte i alt 630 millioner kroner til første fase af oprydningsarbejdet frem til år 2025.

Der er tre generationsforureninger i Syd- og Sønderjylland, og de er alle med i den gruppe, som aftaleparterne er enige om at prioritere. Det er Himmark Strand på Nordals, Kærgård Plantage ved Vesterhavet og og det tidligere Grindstedværket ved Grindsted by. 

- Dette er en god start. Nu får vi sat penge af, så vi endelig kan komme i gang med oprydningsarbejdet efter årtiers uvilje, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF, Kolding.

Også hos Socialdemokratiet er der tilfredshed med pengene til generationsforureningerne.

- Det er en historisk beslutning. I alt for mange år er der talt om at rydde op. Nu bliver der handlet. Jeg er stolt over, at det kommer i gang, og der bliver ryddet op, fortæller finansordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen.

- Vi skal give naturen videre til vores børn, så man ikke bliver syg af at opholde sig i den. Aftalen skaber gode rammer for turisme og giver lokale arbejdspladser. Endelig kan teknologien, vi bruger i fx Kærgaard Klitplantage, eksporteres og hjælpe ude i verden, som også kan skabe danske arbejdspladser, tilføjer Christian Rabjerg Madsen.

Det bliver regionerne, som skal stå for oprydningsarbejdet.

Pengene fordeles med 50 millioner kroner i 2021, 100 i 2022, 155 millioner i 2023, 150 millioner i 2024 og 175 millioner kroner i år 2025.

I 2023 sætter parterne sig sammen for at prioritere og finansiere næste fase af oprydningsarbejdet.

Der er indført badeforbud ved Himmark Strand på Nordals efter fund af vinylklorid.
Der er indført badeforbud ved Himmark Strand på Nordals efter fund af vinylklorid.
Foto: TV SYD

En god begyndelse

- Dette er en begyndelse, nu siger vi klart, der skal ryddes op. Nu kan vi tage fat på Himmark Strand, Kjærgaard Plantage og Grindsted, der hvor det er teknisk muligt, fortæller Karina Lorentzen Dehnhardt til TV SYD og tilføjer:

- Det er en stor begyndelse efter generationers fornægtelse, siger Karina Lorentzen Dehnhardt og tilføjer, at det er teknologien, der afgør, hvor omfattende oprydningen bliver ved forureningen ved Grindsted, som er meget kompliceret.

- At staten tager regningen for de ti største giftgrunde, løfter en kolossal byrde fra regionerne, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF, i en pressemeddelelse.