Øjenvidne til hedebrand så meterhøje flammer

Et større hedeareal og noget skov ved Gailvang plantage blev brændt af ved naturbranden.

Lørdag eftermiddag kæmpede over 50 brandfolk ved Randbøl Hede syd for Billund, da en stor naturbrand var brudt ud. Finn Lillethorup var tilfældigvis på guidet tur på heden, da branden brød ud ikke langt fra hans gruppe.

- Vi stod og kiggede på vårkobjælden, som er en fantastisk lille blomst, der står herude som et af de få steder i Danmark, og pludselig kom der en røgsøjle bag ved os, som udviklede sig, og så var der altså en brand, fortæller Finn Lillethorup.

Anden gang på tre år

Branden var opstået ikke så langt fra dem, da en anden gruppe på vandretur lavede kaffe over et trangia-sæt, men ved et uheld fik ilden fat i den tørre lyng. Den greb hurtigt om sig, og snart havde den bredt sig til et omfattende område på heden.

- Vi ringede (til brandvæsenet, red.), for vi vidste, det kunne udvikle sig ret hurtigt, da der havde været en stor brand i 2018, siger Finn Lillethorup.

Da de første brandbiler ankom til heden, fik de hurtigt tilkaldt forstærkning, da branden var omfattende. I alt var der redningsmandskab fra otte brandstationer til stede for at få kontrol over ilden.

Imens betragtede Finn Lillethorup branden på behørig afstand.

- Vi satte os egentlig ned og tog vores kaffepause og ventede på, at brandbilerne kom, og de kom hurtigt. Nogle gange var ilden ikke så voldsom, og andre gange var der meterhøje flammer og kæmpe røgudvikling, siger han.

Kvinde risikerer bøde

I løbet af søndagen har brandvæsenet fortsat arbejdet på stedet for at undgå, at branden blusser op igen. Søndag formiddag stod det klart, at en person ville varme vand til kaffe, og i den forbindelse ved et uheld fik starten naturbranden. En 45-årig kvinde er nu sigtet for uagtsom brug af ild og kan se frem til bødestraf. 

Finn Lillethorup optog denne video af branden.