Orange rejsevejledninger får ikke Billund Lufthavn til at gå i sort

Selvom passagertallet i Billund Lufthavn i oktober kun udgør en sjettedel af tallet fra oktober sidste år, så ser lufthavnens ledelse lys i mørket.

Passagertallet i oktober signalerer ikke gode og ubekymrede tider, men det er heller ikke ligeså alarmerende, som det var i starten af coronakrisen.

quote

På trods af rejsevejledningerne henter vi vores trafik på udenrigsruterne

Jan Hessellund administrerende direktør, Billund Lufthavn.

Der gik 356.151 rejsende igennem i oktober 2019, og der er gået 59.514 rejsende igennem terminalen i oktober i år, hvilket svarer til 16,7 procent af passagererne fra sidste år. Det viser lufthavnens oktober-opgørelse af passagertallet.

Passagertallene i sig selv er derfor ikke opløftende, men sammenlignet med resten af branchen ser Billund Lufthavn ud til at stå et godt sted.

– Vi er ret stolte af, at vi ligger i samme indeks som vores kolleger i andre lufthavne. Og det selvom vi ikke har samme mængde indenrigstrafik, som størstedelen af de andre lufthavne har og derfor ikke kan hente trafik der. Så på trods af rejsevejledningerne henter vi vores trafik på udenrigsruterne, siger Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Selvom den danske rejsevejledning nu fraråder alle ikke nødvendige rejser til alle lande i verden, hvilket betyder, at ferie- og turistrejser er lig nul, så er forretningsrejser ved at vende tilbage.

– Og det er et godt tegn. Derfor er det også vigtigt, at KLM, Air France, Lufthansa, DAT, Air Baltic, Ryanair og Wizz Air stadig har nogle vitale erhvervsruter til det vestdanske erhvervsliv, siger lufthavnsdifrektør Jan Hessellund.

I 2019 havde Billund Lufthavn 100 direkte destinationer, og nu hvor hele Europa er orange, er der 22 direkte ruter tilbage.