Pædagog fængslet i fire uger

En 43-årig mandlig pædagog er blevet fængslet i fire uger for at have forulempet en pige i SFO'en på Enggårdsskolen i Billund.

Pædagogen blev varetægtsfængslet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Kolding ved middagstid. Forældre og skolebestyrelsen mødes i aften til krisemøde, hvor forældrene til børn i SFO'en håber at få flere oplysninger om, hvad der er foregået.

Videoafhørt

Tirsdag blev pigen videoafhørt af politiet.

Den særlige metode sikrer, at barnet ikke senere skal indkaldes som vidne ved retssagen. Dommerne kan nøjes med at se videooptagelsen.

Samme dag blev den 43-årige mand anholdt, og onsdag har en dommer i Kolding besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.
Dommeren slår fast, at der en særligt bestyrket mistanke om den 43-åriges skyld.

Særlig paragraf

Fængslingen er begrundet med hensynet til folks retsfølelse, den såkaldte retshåndhævelse.

Politiet har rejst sigtelse for anden kønslig omgang end samleje.

Desuden er den 43-årige sigtet efter en paragraf om seksualforbrydelser, som begås af undervisere og andre, som er blevet betroet børn, oplyser anklageren, politifuldmægtig Maja Fugl.

Anden kønslig omgang

Manden er sigtet for anden kønslig omgang end samleje med en mindreårig pige i Billund. Det skulle angiveligt have fudnet sted i kælderen under sløjdlokalet på skolen i sidste uge.

Ifølge lokalpolitiet har den sigtede under afhøring erkendt, at hændelsen har fundet sted. Det vides ikke, hvordan han forholdt sig til sigtelsen i retten.

Orientering

Siden episoden har forældrene efterlyst oplysninger om, hvad der er foregået. Dem håber de at få i aften, hvor skolen har indkaldt orienteringsmøde.

På mødet vil lederen af lokalpolitiet i Billund, vicepolitiinspektør Jørn Lykkebak forklare, hvad politiets efterforskning har vist.
En krisepsykolog fra Falck vil også kunne hjælpe de nervøse forældre.

Mødet indledes kl. 19. TV SYD sender direkte fra Billund i aften.