Ryan-lukninger mærkes nu i Billund

I november mistede Billund Lufthavn 8.277 passagerer, hvilket svarer til et fald på 4,8 procent i forhold til november 2013.

I alt 163.722 passagerer rejste til og fra Billund Lufthavn. Ryanair har vinterlukket tre ruter. Det gælder ruterne til Bergamo, Alicante og Rom - men genåbner alle tre ruter igen fra slutningen af marts 2015.

Indenrigsruten til København havde 10.031 passagerer, hvilket er et fald på 1.013 passagerer i forhold til 2013.

- Det er en af de eneste måneder hidtil i 2014, hvor indenrigsruten viser et fald. Og tendensen må forventes at fortsætte i de kommende måneder, da SAS flyver en daglig afgang mindre denne vinter. siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Chartertrafikken havde 37.865 rejsende i november måned. Det er et fald på 7.156 passagerer, svarende til 15,9 procent. Det skyldes især, at der en række vinter-destinationer, der starter senere i forhold til 2013. Det er bl.a. Cuba, Dansk Vestindien samt Cap Verde.

- Til gengæld fortsætter der med at komme flere passagerer til Egypten, og man kan håbe, at den opbygning, der har været i gang i de seneste måneder, kan fortsætte fremover. Egypten har gennem mange år været et yndet rejsemål for mange danskere, så det er godt at se landet tilbage på destinationskortet, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.