Sådan er det at klargøre en død

Som bedemand består Claus Madsens hverdag blandt andet af at gøre døde klar til et sidste farvel med deres pårørende. Det er en speciel del af jobbet, indrømmer han.

Det er en daglig del af jobbet – alligevel bliver det aldrig hverdag, når bedemand Claus Madsen skal klargøre de døde. Hver dag henter han en afdød i kølerummet for at få dem til at se pæne ud, til de pårørende skal se dem for sidste gang.

quote

Det skal man ikke se. Det syn glemmer jeg aldrig, men jeg blev nødt til at åbne ligposen og se, hvordan det så ud.

Claus Madsen, bedemand, Billund.

Efter syv år i branchen har han gjort det mange gange, men nemt er det ikke.

- Det er grænseoverskridende at åbne et kølerum. Det er ligesom, du ser i en gyser, hvor benene stikker ud. Det er bare ikke et syn eller en oplevelse, som du nogensinde vænner dig til, siger Claus Madsen, der har syv begravelsesforretninger i Jylland og en webbaseret begravelsesforretning, der også dækker Fyn.  

De døde bliver altid dugget af at ligge i et kølerum, så Claus Madsen tørrer de afdøde af med en klud. Han friserer håret og giver dem gerne lidt kindrødt på, hvis de er blevet for blege.

- Det gælder om at give de pårørende et pænt sidste syn af deres afdøde og samtidig behandle de afdøde på en pæn og værdig måde, siger Claus Madsen, der også altid har en rød rose med til at lægge i hånden på den afdøde.    

Bedemændene

I reportageserien ’Bedemændene’ får vi et unikt indblik i bedemændenes dagligdag – vi følger Evald og Claus Madsen, far og søn.

Vi er med, når pårørende ringer til bedemændene lige efter et dødsfald, når bedemændene henter ligene, og når ligene skal gøres klar til familiens farvel.

’Bedemændene’ kan ses hver lørdag klokken 19.30 på TV SYD og streames på tvsyd.dk.

Det er ikke altid lige let

Det er dog ikke altid lige nemt at gøre en afdød klar. Det afhænger meget af, hvordan vedkommende er afgået ved døden. Har den afdøde for eksempel været ude for et uheld, skal der måske vaskes blod ud af håret – det er også Claus Madsens job.  

- Det kan være svært, specielt hvis blodet er størknet, fortæller han.

Om sommeren sker det også, at Claus Madsen skal gøre folk klar, der har været ude for en drukneulykke.

- De er ofte helt sandet til. Der bliver jeg nødt til at skylle dem af med en bruser. Det kan godt tage noget tid. Ofte er de jo også nøgne, men ingen skal ligge der og skrige til himlen uden tøj på, så vi ifører dem altid tøj, siger Claus Madsen.

Bedemand Claus Madsen kører kisten på plads.
Bedemand Claus Madsen kører kisten på plads.
Foto: STV

Skal tage rebet af halsen

Værre er det i januar, hvor der ofte er mange selvmord. Claus Madsen har flere gange oplevet at skulle klargøre et lig, hvor vedkommende har hængt sig selv.

- De har stadig rebet om halsen, når jeg tager dem ud af kølerummet. Det er vores job at tage det af og prøve at sminke deres mærker på halsen. Er det en kvinde give vi dem ofte et tørklæde på, så det kan dække det, fortæller han og fortsætter:

- Jeg har det fint med det nu, men det er grænseoverskridende i starten. 

Claus Madsen fortæller, at det er vigtigt, at de som bedemænd ved, hvad de kommer ud til, så de mentalt kan forberede sig på det. 

Lidt om Claus Madsen:

Claus Madsen er 42 år og uddannet bedemand. For fire år siden overtog han Grindsted-Billund Begravelsesforretning anno 1960 fra sin far. Siden har han opkøbt Esbjerg Begravelsesforretning, Holsted Begravelsesforretning, Fischers Begravelsesforretning anno 1882, Din Bedemand – Vejle, Din Bedemand – Give, Din Bedemand – Ølgod, og så har han startet Bedemand-Fyn.dk

- Det syn glemmer jeg aldrig

Det værste Claus Madsen har oplevet var dog, da han kom ud til en mand, der var blevet brændt ihjel i sit hjem.

- Det skal man ikke se. Det syn glemmer jeg aldrig, men jeg blev nødt til at åbne ligposen og se, hvordan det så ud. Jeg skal jo vide, hvordan sådan noget ser ud, så jeg ved, om jeg skal anbefale familierne at se deres pårørende eller ej. Det anbefaler jeg aldrig i sådanne tilfælde, siger Claus Madsen, der heldigvis kan fremvise 90 procent af alle afdøde.

Når Claus Madsen har gjort de døde så pæne som muligt – klar til et sidste farvel med de pårørende, tænder han altid et stearinlys for at hygge.

- Arbejdet som bedemand og mødet med afdøde og familierne må aldrig blive en standardopgave. Ethvert dødsfald er unikt, og et liv er levet, hvor de mange oplevelser i livet pludselig går hen og bliver til minder, slutter bedemand Claus Madsen.

Design din egen kiste

I dag er der ingen særlige krav til, hvordan en kiste skal se ud. Det er også lovligt at designe sin egen kiste, så længe de miljømæssige krav overholdes. Desuden kan der være særlige bestemmelser omkring størrelser på de enkelte kirkegårde.
Inden for de seneste par år er der også flere for eksempel kunstmalere, der selv har malet på kister eller pårørende til en afdød, der har bestilt kister med en fodboldklubs farver eller lignende.
 

Kilde: Landsforeningen Liv og død