Se den vilde forvandling: Legoland laver kæmpe forandringer til næste år

Legoland markerer deres 50-års jubilæum med blandt andet en ny rutsjebane og en stor istandsættelse af en af publikumsfavoritterne.

Når Legoland næste år fejrer 50-års jubilæum, præsenterer de en række nyheder til de besøgende. 

Den største nyhed er opgraderingen af westernbyen ”Legoredo Town”. Her vil Legoland nemlig udvide med 2500 kvadratmeter, så der blandt andet bliver plads til en ny forlystelse i det populære område. Området skal nemlig huse den helt nye forlystelse ”Flyvende Ørn”, som er en ny rutsjebane for de yngste.

Legoland oplyser, at ”Flyvende Ørn kommer til at suse igennem et imponerende Rocky Mountains inspireret landskab, hvor gæsterne får en mavekriblende tur ”på ryggen” af netop den unge, flyvende ørn”. Turen i den Flyvende Ørn vil først gå 11 meter op i luften, forbi toppen af Ørneklippen, hvorfra de besøgende kan se ørnemoderen våge over sine unger i den store rede. Herefter går det hurtigt nedad, forbi søerne og legodyrene, inden turen slutter sikkert på perronen. 

Derudover kan de besøgende se frem til en stor istandsættelse af den klassiske forlystelse Lego Canoe, der også er en af parkens mere populære forlystelser.

Flere legoklodser i parken

Fremover skal Legolands gæster også vænne sig til et nyt indgangsparti. Inden åbningen den 24. marts skal parkens indgangsportal og en lang række facader gennemgå en farverig forvandling – og så kan gæsterne se frem til flere Legoklodser i parken. Blandt andet vil en stor rød Legodinosaur hilse gæsterne velkommen, når de træder ind i parken.

- Vi vil gerne give vores gæster oplevelsen af at blive suget ind i et overvældende LEGO univers, så snart de ankommer til parken, og derfor gør vi nu noget ekstra ud af de første indtryk. Børnene skal have fornemmelsen af, at LEGO modellerne hjemme fra værelset er vokset til gigantisk størrelse, og at de nu står midt i blandt dem, siger direktør i LEGOLAND, Christian Woller.

Fødselsdagsåret i Legoland skydes i gang ved åbningen den 24. marts. 

Den nye forlystelse Flyvende Ørn kommer til at være for de yngste. Ifølge Legoland kommer Flyvende Ø til at suse igennem et imponerende Rocky Mountains inspireret landskab, hvor gæsterne får en mavekriblende tur ”på ryggen” af netop den unge, flyvende ørn.
Den nye forlystelse Flyvende Ørn kommer til at være for de yngste. Ifølge Legoland kommer Flyvende Ø til at suse igennem et imponerende Rocky Mountains inspireret landskab, hvor gæsterne får en mavekriblende tur ”på ryggen” af netop den unge, flyvende ørn.
Foto: LEGOLAND