Selskabet bag Lego investerer milliarder i Epic Games

Kirkbi, der står bag Lego, vil være en del af Epic Games opbygning af et metavers og investerer milliarder.

Pengetanken bag Lego, Kirkbi, investerer en milliard dollar - 6,8 milliarder kroner - i Epic Games, der blandt andet står bag Fortnite. Det skriver Kirkbi i en pressemeddelelse.

Investeringen kommer i forbindelse med, at Epic Games har rejst penge til at udvikle et metavers - en virtuel verden, hvor brugere kan mødes og agere.

- Epic Games er kendt for at skabe legesyge og kreative oplevelser og støtte store og små skabere.

Administrerende direktør for Kirkbi, Søren Thorup Sørensen.
Administrerende direktør for Kirkbi, Søren Thorup Sørensen.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

- En del af vores investering er fokuseret på trends, som vi tror på vil have en indflydelse på den fremtid, som os og vores børn vil leve i, skriver administrerende direktør for Kirkbi Søren Thorup Sørensen i meddelelsen.

Investeringen sker sammen med Sony, der også har investeret en milliard dollar.

Familien bag Lego står bag

Kirkbi er ejet af familien bag Lego og forvalter og investerer den store milliardformue, Lego har skabt. I 2020, det seneste år der er kommet regnskab fra, havde Kirkbi aktiver - penge og ejerandele - for 124 milliarder kroner.

Det tæller blandt andet 75 procent af Lego, en stor post i forlystelsespark-giganten Merlin Entertainments og ejerandele i alt fra Falck til Nilfisk. Og nu altså også Epic Games.

Fredag blev det meldt ud, at Lego og Epic Games vil samarbejde om at udvikle et metavers, der skal være en "omsiggribende, kreativt inspirerende og engagerende digital oplevelse" for "børn af alle aldre".

- Lego har fanget børn og voksnes fantasi gennem kreativ leg i næsten et århundrede, og vi er glade for at gå sammen og skabe et rum i metaverset, der er sjovt, underholdende og skabt for børn og familier, siger administrerende direktør for Epic Games, Tim Sweeney.

Epic Games er en af de ældste computerspilsudviklere. Det blev grundlagt i 1991. Det store gennembrud kom i 1998, hvor Epic Games lancerede spilmotoren Unreal.

Den blev brugt til at skabe spil som Gears of War, Unreal og altså senere Fortnite. Desuden blev den solgt på licens og er blevet brugt til at lave utallige klassiske spil som Rune, Fallen Order og Mass Effect.