Smitteudbrud i hjemmeplejen: Tre borgere og fem medarbejdere er testet positiv

Billund Kommune har de seneste dage oplevet stigende smittetal. Et af udbruddene er fundet i hjemmeplejen i Grindsted og Sdr. Omme.

Ialt 26 borgere i Billund Kommune er indenfor de seneste syv dage testet positiv for covid-19.  

Det betyder, at Billund lige nu har det næsthøjeste incidenstal for Syd- og Sønderjylland. 

Ifølge kommunen er der tale om flere lokale udbrud blandt andet i hjemmeplejen, hvor flere borgere og medarbejdere er smittet. 

Det fortæller Ole Bladt-Hansen, kommunaldirektør i Billund Kommune.

Alle ansatte i hjemmeplejen for området Grindsted og Sdr. Omme er derfor blevet testet, og de medarbejdere, der er testet positiv, er sendt i isolation.

To testbiler kommer til kommunen

Men det er ikke kun i hjemmeplejen, at smitten breder sig. Derfor har Billund Kommune anmodet Region Syddanmark om at få to testbiler til kommunen, så alle borgere, der har mistanke om, at de er smittede med covid-19, nemt kan lade sig teste, oplyser kommunen.

Den ene testbil kommer til Grindsted i morgen, tirsdag. Bilen vil være til stede i Grindsted til og med torsdag i tidsrummet 9-16. Bilen vil holde på Tårnvej 32, Grindsted.

Onsdag  kommer en anden bil til Billund. Testbilen vil være i Billund onsdag og torsdag i samme tidsrum klokken 9-16. Bilen vil holde ved Billund Idrætscenter, hal 3, Kærvej 501, Billund.