Søsterpar fra Vejle dyster mod verdenseliten

I denne weekend løb eliteorienteringsløbere fra hele Europa det første forberedelsesløb til VM i Trekantområdet i juni næste år.

Søsterparret, 20-årige Malin Agervig Kristiansson og 22-årige Ida Agervig Kristiansson, fra klubben OK Snab i Vejle var to af de knap 200 eliteorienteringsløbere, der lørdag og søndag løb Aabenraa og Billunds gader tynde. 

Anledningen var, at organisationen bag WOC 2022 (VM i orienteringsløb) havde arrangeret to World Ranking Events i forbindelse med en træningslejr, hvor alle landshold er inviteret.

Et af formålene med løbene er, at arrangørerne fik mulighed for at afprøve dele at setup'et til sommerens VM, og løberne kunne samtidig udnytte chancen for at deltage i et stævne af høj kvalitet.

Malin Agervig Kristiansson deltog, ligesom sin søster, også i det store træningsløb.
Malin Agervig Kristiansson deltog, ligesom sin søster, også i det store træningsløb.
Foto: World Orienteering Championship og World Ranking Event

Et stævne af stor betydning

Disciplinen i Billund søndag stod på Knock-Out Sprint, hvor seks løbere starter ud samtidig i forskellige heats, og de hurtigste kvalificerer sig videre til semifinaler og finaler, hvor den hurtigste løber til at krydse stregen har vundet.

20-årige Malin Agervig Kristiansson var glad for at deltage i weekendens løb og få en masse erfaring og kilometer i benene frem mod sommerens VM: 

- Weekendens løb betyder enormt meget for mig. Det er første gang, at jeg får chancen for at løbe den her nye Knock Out-disciplin, og så også i et terræn der minder om næste års VM, siger hun og fortsætter: 

- Når man ved, at konkurrenterne er i verdensklasse, spiller det ind på både nerverne og motivationen, så jeg føler, at jeg skal stå helt skarpt. Jeg har været juniorløber indtil nu, så det er specielt at prøve kræfter med seniorløbere. 

Hendes to år ældre søster, Ida Agervig Kristiansson, havde heller ikke tidligere løbet en hel Knock Out-sprint før, så for hende var det også en vigtig disciplin at have prøvet kræfter med  inden VM. 

- Det er godt at få øvet sig i at stå i de situationer og terræner, der ligner det, vi skal møde til VM næste år, siger hun. 

Stolt og tilfreds arrangør 

Også Event Director ved WOC 2022, Flemming Jørgensen, ser også positivt på weekendens løb:

- Vi arbejder benhårdt på at skabe de bedst mulige rammer for VM-festen i Trekantområdet til juni næste år, og weekendens konkurrencer er uvurderlig erfaring for os. Vi er stolte over, at så mange eliteløbere fra hele Europa er kommet til Syddanmark i weekenden, så vi kan øve os på et setup, der minder om næste års verdensmesterskaber i Vejle, Kolding og Fredericia, siger han.