Rasmus Højgaard triumferer i Irish Open
Rasmus Højgaard fra Billund kæmpede sig søndag op bagfra og endte som vinder af golfturneringen Irish Open.
Det er femte gang, at den 23-årige dansker vinder en turnering på DP World Tour.
Højgaard indtog en delt tredjeplads og lå tre slag efter hjemmebanehåbet Rory McIlroy før søndagens afsluttende runde.
En stærk fjerde runde i 65 slag - seks under banens par - og en afslutning med birdies på de tre sidste huller, sendte danskeren op på førstepladsen.
Den stærke danske afslutning betød, at McIlroy på 18. og sidste hul var tvunget til at lave en eagle for at matche Højgaard.
Da det "blot" endte med en nordirsk birdie, var den danske triumf hjemme.