Studiemiljø i Vejle truer små gymnasier

Gymnasieelever søger studiemiljøet i Vejle - og det kan true gymnasierne i Grindsted og Tørring, mener tidligere borgmester i Billund.

Grindsted og Tørring gymnasier er truet af det faldende elevtal, som prognoser forudser for de næste ti år. Og samtidig udvider de to gymnasier i Vejle med flere klasser.

Utrolig svært

- Dermed kan det blive utrolig svært at have elever nok, hvis konkurrencen bliver skærpet, og Vejles gymnasier trækker flere af vores unge mennesker. Det kan betyde, at gymnasiet her ikke kan udbyde alle fem studieretninger, siger Preben Jensen (V), regionsrådsmedlem og tidligere borgmester i Billund til JydskeVestkysten.

Ønsker nej til udvidelse

Preben Jensen frygter især, at gymnasierne i Vejle vil tiltrække unge fra Billund. Det kan blive et problem for specielt Grindsted Gymnasium, som har haft  svært ved at bevare sit elevtal. Derfor advarer regionsrådet Undervisningsministeriet mod at godkende, at Rødkilde og Rosborg Gymnasium i Vejle får lov at udvide antallet af klasser.