Tidligere Danfoss-direktør bliver ny topchef i Lego

Lego Koncernen meddeler torsdag morgen, at bestyrelsen har udnævnt 51-årige Niels B. Christiansen som ny administrerende direktør for Lego Koncernen med virkning fra 1. oktober 2017.

Niels B. Christiansen forlod med udgangen af juni posten som adm. direktør for Danfoss A/S efter 9 år.

Niels B. Christiansen erstatter som topchef i Lego 61-årige Bali Padda, der gennem mange år har været en del af ledelsen i Lego Koncernen, og han vil fremover vil varetage en rådgivende funktion i Lego Brand Group. 

- Niels er en fantastisk leder, der har leveret enestående resultater som administrerende direktør i Danfoss. Han har forandret en traditionel industrivirksomhed til en ledende teknologivirksomhed. Hans erfaring med digitalisering, globalisering, implementering af forandringsstrategier og evnen til at skabe en tilpasningsdygtig og effektiv global organisation vil være en gevinst for Lego Koncernen. I bestyrelsen er vi sikre på, at Lego Koncernen med Niels som adm. direktør vil fortsætte med at trives og nå flere børn i hele verden med legeoplevelser, siger Jørgen Vig Knudstorp, formand for bestyrelsen i Lego Koncernen, om udnævnelsen. 

Jørgen Vig Knudstorp fortæller, at skiftet til en ny administrerende direktør sker væsentligt hurtigere, end bestyrelsen havde forventet.

Bali Padda afløste 1. januar i år Jørgen Vig Knudstorp som Legos adm. direktør og må altså sige farvel til topposten allerede den 1. oktober.

61-årige Bali Padda fik en kort tid som topchef i Lego.
61-årige Bali Padda fik en kort tid som topchef i Lego.

- Bali har været en del af Lego-familien gennem 15 år. Han spillede en central rolle i den turn-around, virksomheden oplevede for år tilbage, og han har gennem sin tid som administrerende direktør skabt et solidt fundament, hvorfra vi kan fortsætte med at omstille virksomheden. Han er en god ven og en vidunderlig ambassadør for Lego-brandet, siger Jørgen Vig Knudstorp.

Niels B. Christiansen

Niels B. Christiansens karriere begyndte ved konsulentvirksomheden McKinsey og maskin- og værktøjsproducenten Hilti.
Han blev administrerende direktør for GN Netcom i en alder af 33 og kom til Danfoss i 2004, hvor han i 2008 blev udnævnt til administrerende direktør. I hans tid i virksomheden blev omsætningen fordoblet til 39 milliarder kroner, og virksomheden øgede sin globale tilstedeværelse.