To mænd anholdt efter mistænkelige brande i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn blev i aftes ramt af hele to brande. Op mod 170 hotelgæster blev evakueret. Indsatsleder har aldrig oplevet noget lignende.

Opdateret med oplysninger om anholdelse af to mænd:

Politiet har anholdt to mænd efter branden på Zleep Hotel i Billund Lufthavn. Der er tale om to udenlandske mænd på henholdsvis 30 og 64 år og politiet undersøger netop nu om branden, der opstod i madrassen, skete ved et uheld eller om der tale om ildspåsættelse.

Midt på aftenen blev Trekant Brand tilkaldt via hotellets automatiske brandalarmanlæg. Det skete kort før klokken 21.00.

Den første der kører mod lufthavnen, er indsatsleder Jan Nielsen, der bor mindre end to kilometer fra Billund Lufthavn.

- Vi får en melding om en brandalarm via det automatiske alarmsystem. I 99 procent af tilfældene er det falsk alarm, fortæller han.

Brand i bygning

Men på vej ud til lufthavnen blev alarmen opgraderet til en bygningsbrand, og da Jan Nielsen ankom, viste det sig, at der var en mindre brand i et trappetårn.

- Jeg ser, at hotellet er i fuld gang med at evakuere gæsterne, og jeg taler med en medarbejder, der fortæller, at branden skulle være slukket. Det viser sig, at branden er opstået i en elboks, der styrer det automatiske brandslukningssystem. Jeg ser, der ligger en slange og branden er blevet slukket med vand. Vi installerer noget udluftning, forklarer indsatslederen.

Frustrerede gæster

Alarmen blev afblæst og mandskabet sendt hjem. Jan Nielsen blev tilbage for at vente på politiet, der blev tilkaldt, fordi der var tale om en brand i en bygning.

Op mod 170 hotelgæster måtte i aftes evakueres fra Zleep Hotel i Billund Lufthavn.
Op mod 170 hotelgæster måtte i aftes evakueres fra Zleep Hotel i Billund Lufthavn.

Samtidig er gæsterne ved at blive sendt tilbage på værelserne – flere er tydeligt frustrerede over situationen, fortæller Jan Nielsen.

- De fleste er jo kommet for at få en god nats søvn, inden de skal flyve ud i verden, og så er det jo ikke rart at blive sendt ud fra værelserne.

Men så lyder alarmen igen.

Ny alvorlig alarm

- Vi står og venter på politiet, da der kommer en ny alarm. Men denne gang er det en 112 melding, og vi kan hurtigt konstatere, at den kommer fra et af værelserne. Derfor bliver alle gæster igen evakueret, fortæller Jan Nielsen.

Alle hotellets gæster må derfor igen søge tilflugt uden for hotellet – mange kun iført T-shirts, short og hotellets håndklæder.

Hotelgæsterne blev evakueret to gang og måtte tilbringe flere timer uden for værelserne. Flere fik ødelagt tøj og bagage under brandslukningen.
Hotelgæsterne blev evakueret to gang og måtte tilbringe flere timer uden for værelserne. Flere fik ødelagt tøj og bagage under brandslukningen.

Brandvæsenet konstaterede, at der denne gang var tale om en langt mere alvorlig brand i et af hotellets værelser, og der blev derfor tilkaldt ekstra mandskab.

- Vi står nu med en helt ny og mere alvorlig situation. Vi finder værelset stort set udbrændt, men får hurtigt styr på situation.

Aldrig oplevet det før

Ifølge Trekant Brand udbrændte et værelse på hotellets tredje sal, mens op mod seks værelser blev røg og vandskadet. Der er skader på både anden og første sal.

- Desværre var der også en del vand og røgskader på folks bagage. Det kunne ikke undgås ved så omfattende en brand og det medførte klart store frustrationer hos flere af de rejsende, lyder det fra indsatslederen.

Årsagerne til begge brande er endnu ikke fastslået.

Både politi og brandvæsen mødte talstærkt op til lufthavnsbrandene i Billund.
Både politi og brandvæsen mødte talstærkt op til lufthavnsbrandene i Billund.

- Jeg har været indsatsleder i 26 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sandsynligheden for at to af hinanden uafhængige brande opstår, mens brandvæsenet er tilstede, er mindre end at vinde i lotto, siger Jan Nielsen.