Togbro og Billund-bane udskudt igen

Forhandlingerne om Togfonden er blevet udskudt igen. Denne gang skyldes det, at DF's trafikordfører har pådraget sig hjernerystelse under et uheld i hjemmet.

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) må endnu en gang vente pænt og tålmodigt på, at aftalen om Togfonden kommer i hus. For det bliver ikke mandag.

Dermed er aftalen om togbroen over Vejlefjord og jernbanen til Billund også fortsat på stand by.

Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, der er sit partis repræsentant ved forhandlingerne, faldt i weekenden i sit hjem og pådrog sig en mindre hjernerystelse og et blåt øje.

Derfor har han anmodet om, at mandagens forhandlinger udskydes.

- Det er ikke med min gode vilje, for det er vigtige forhandlinger med betydning for mange borgere. Men netop derfor skal man jo også være 100 procent klar, og det er jeg altså desværre ikke i dag, siger Kim Christiansen i en pressemeddelelse.

Kim Christiansen oplyser, at hans læge har givet ham besked på at tage den med ro resten af ugen.

Transportministeren oplyser til Ritzau, at forhandlingerne er udskudt til mandag i næste uge, hvor regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti igen vil forsøge at nå til enighed om den store aftale til 28,5 milliarder kroner.

Det er ikke første gang, at aftalen om Togfonden udskydes. Kort før jul trak netop Kim Christiansen i bremsen og udbad sig betænkningstid, før han ville sætte sin underskrift på aftalen.

Dengang var der fortsat lidt "småknaster", som trafikordføreren ville tygge igennem hen over julen og nytåret.