Torsdagens smittetal: Smitten falder i Billund Kommune

For første gang i 11 dage falder smitten nu i Billund Kommune. Kommunen deler nu en kedelig førsteplads med Brøndby Kommune.

For første gang i ti dage er antallet af smittede faldet i de 14 syd- og sønderjyske kommuner. I alt er 846 testet positive inden for de seneste syv dage. Det er et fald på 14 i forhold til gårsdagens tal. 

Smittetallet falder i Billund Kommune

De seneste syv dage har smittetallet i Billund Kommune været stigende, men det er måske ved at nå en ende nu. Siden i går er smittetallet nemlig faldet fra 89 til 73. Der er 274,7 smittede pr. 100.000 indbyggere inden for den seneste uge. Det testjusterede incidenstal er på 155 smittede, og det betyder, at kommunen er et godt stykke fra at blive lukket ned.

Den automatiske nedlukning sker nemlig ved et testjusteret incidenstal på 250 eller derover.

Hvad er et testjusteret incidenstal?

Det testjusterede incidenstal beregnes for at skabe et bedre sammenligningsgrundlag mellem kommunerne. Hvis det almindelige incidenstal blev brugt, vil flere smittede sandsynligvis blive fundet i en kommune, hvor mange indbyggere bliver testet, selvom det faktiske smittetryk er det samme som i en anden kommune, hvor færre testes.

Kilde: Coronasmitte.dk

Fald i Esbjerg Kommune

For første gang i fire dage falder tallet for Esbjerg Kommune fra 188 nye smittede til 167. Det betyder, at der lige nu er 144,7 smittede per 100.000 indbyggere inden for den seneste uge. 

Mens Esbjerg Kommune er på vej i den rigtige retning, er Horsens på vej op for syvende dag i træk. Her er der torsdag registreret 67 nye smittede den seneste uge. Kommunen har lige nu et incidenstal på 186,6, og er det næsthøjeste. Billund Kommune indtager en førsteplads med 274,7. 

Vejen Kommune er for femte dag i streg i stigning. Vejen Kommune er nemlig steget fra 62 til 78.

Samtidig er Jerne Sogn i Esbjerg Kommune fortsat lukket efter at have passeret myndighedernes grænse for automatisk nedlukning den 2. maj, men tallene er faldende. 

Højeste antal coronatilfælde på landsplan

På landsplan er der det seneste døgn registreret 1012 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Det er det højeste siden 14. januar.

Det skal dog ses i lyset af, at vi i dag tester mange flere end tidligere. De smittede er det seneste døgn fundet på baggrund af 187.203 PCR-test. Det er de test, hvor man bliver podet i svælget.