Uro i bestyrelsen stopper ikke marked

Uro i Vorbasse Grundejerforening får ikke betydning for årets Vorbasse Marked. Tre gamle medlemmer af bestyrelsen er gået efter flere måneders uro.

- Der bliver marked. Det er 100 % sikkert, siger formand for Vorbasse Grundejerforening, Brian Madsen til TV SYD.

- Det er en ny situation, som vi skal prøve at vænne os til, men jeg er selvfølgelig ked af det og skuffet over, at de tre bestyrelsesmedlemmer har trukket sig.

Mangler erfaring

Selvom den nye bestyrelse ikke har erfaring med at arrangere Vorbasse Marked, er Brian Madsen dog ikke nervøs.

- Heldigvis kan vi trække på vores forretningsførers erfaringer. Han har tidligere siddet i bestyrelsen i 10 år, siger Brian Madsen og fortæller, at der stadig er god tid til at få årets marked planlagt.

De fire bestyrelsesmedlemmer, som er tilbage, blev valgt ind i Vorbasse Grundejerforening 22. november. Nu skal der findes yderligere tre medlemmer.

Trak sig

Det var fire overraskede - og nyudklækkede - bestyrelsesmedlemmer, der i søndags modtog en mail fra de tre øvrige medlemmer.

I mailen meddelte Lars Kristiansen, Mads Nielsen og Bent Knudsen, at de ikke længere vil fortsætte bestyrelsesarbejdet i Vorbasse Grundejerforening - den forening, der arrangerer Vorbasse Marked.

Håber på lokal opbakning

To af bestyrelses tre suppleanter, Lilly Jørgensen og Sten Jacobsen, er villige til at træde ind i bestyrelsen, og foreningen håber på stor opbakning fra lokalsamfundet.

- Vorbasse har før vist evnen til at løfte i flok - den evne håber vi endnu engang at kunne mobilisere, lyder det fra bestyrelsesmedlem Jeroen Schotemeijer på foreningens hjemmeside.

Borgermøde

Den 30. januar kl. 19.30 holder bestyrelsen borgermøde. Her vil nye og mere erfarne kræfter blive fordelt i ad hoc udvalg og arbejdsgrupper.

Årsagen til, at de tre tidligere bestyrelsesmedlemmer ikke fortsætter kender Brian Madsen ikke noget til. Han udtaler til JydskeVestkysten, at han håber på at få en forklaring inden borgermødet.