Vægten skyder i vejret i landsdelen – Maria er ikke i tvivl om, hvorfor hun blev overvægtig

Andelen af svært overvægtige i Region Syddanmark er steget med 42 procent på 12 år. Én af de overvægtige er Maria Fyhn fra Grindsted.

Flere og flere i Region Syddanmark er svært overvægtige.

Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

På bare 12 år er andelen af svært overvægtige i Region Syddanmark steget med 42 procent.

Tallene viser også, at svær overvægt i høj grad hænger sammen med, hvilket uddannelsesniveau man har, og hvor man er henne i arbejdslivet. 

I Billund Kommune var mere end hver femte indbygger i 2021 svært overvægtig.

quote

Som barn kom det sig af, at når man skulle hygge, så skulle der noget godt på bordet

Maria Fyhn, Grindsted

En af dem er den 30-årige pædagog og dagplejer Maria Fyhn fra Grindsted. Lige nu vejer hun 107 kilo, men hun har været oppe og veje 135 kilo.

- Jeg har været overvægtig gennem det meste af mit liv - både som barn og voksen. Især svært overvægtig i de seneste år.

Og hun er ikke tvivl om, at en af årsagerne skal findes i den danske hygge-kultur.

- Som barn kom det sig af, at når man skulle hygge, så skulle der noget godt på bordet. Og der har aldrig været en stopklods. Så det er ligesom bare en vane, jeg har ført med mig, og så er det blevet til overspisning, siger Maria.

quote

Hvis jeg var arbejdsløs, havde jeg haft det rigtig svært

Maria Fyhn, Grindsted

Men det er ikke kun hyggekulturen, der har gjort Maria Fyhn overvægtig, for psyken spiller også ind. 

Mere herom senere. 

For rent statistisk hænger ens arbejdssituation nemlig også sammen med, om man er overvægtig.

Andel af svært overvægtige fordelt på erhvervsmæssig stillingProcent
Førtidspensionister36,5 %
Arbejdsløse31,1 %
Andre uden for arbejdsmarkedet24,5 %
Beskæftigede20,7 %
Efterlønsmodtagere20,2 %
Alderspensionister18,5 %
Uoplyst15,2 %
Uddannelsessøgende10,8 %
Ovenstående tabel viser, hvor mange procent af den givne gruppe, der er overvægtige i Region Syddanmark. Kilde: Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed

Arbejdet er vigtigt

For som tallene også viser, så hænger overvægt især sammen med ens arbejdssituation.

Og Maria Fyhn er ikke i tvivl om, at arbejdet har en stor del af skylden for, at hun kan holde gejsten i forhold til sit vægttab.

- Jeg er bedst til at kunne holde snuden i sporet, når jeg arbejder. For hvis jeg er syg, så kommer jeg ud af min rutine, og så får jeg lyst til at spise, fordi jeg har ondt af mig selv eller keder mig, siger hun.

Overvægt kender den 30-årige pædagog og dagplejer Maria Fyhn fra Grindsted alt til. Lige nu vejer hun 107 kilo, men hun har været oppe og veje 135 kilo.
Overvægt kender den 30-årige pædagog og dagplejer Maria Fyhn fra Grindsted alt til. Lige nu vejer hun 107 kilo, men hun har været oppe og veje 135 kilo.
Foto: Privatfoto

Omvendt tør hun ikke tænke på, hvordan det ville gå med hendes vægt, hvis ikke hun havde den faste rutine med arbejdet som dagplejer.

- Hvis jeg var arbejdsløs, havde jeg haft det rigtig svært. For så er der mange timer, hvor jeg  kunne tænke på mad. Når jeg først tænker på mad, så kan jeg ikke komme ud af den lyst, før jeg handler på den, konstaterer hun.

quote

Så kan andre folk se, at de ikke er de eneste, der har lyst til at spise fem muffins til frokost

Maria Fyhn, Grindsted

Deler ud på Instagram

Maria Fyhn deler ud af sin kamp med vægten på Instagram, hvor hun har 3.000 følgere.

Her er det vigtigt for hende ikke kun at vise, når tallene på vægten går nedad.

- Jeg kunne godt have en profil, hvor jeg kun viser, at jeg taber mig og viser den gode side. Men det hjælper ikke folk, siger Maria Fyhn, der har delt næsten 2.000 opslag med sine følgere.

På Instagram deler Maria Fyhn før og efter-billeder. Men hun deler også ud af de svære perioder, hvor vægten går opad, så folk har noget at spejle sig i.
På Instagram deler Maria Fyhn før og efter-billeder. Men hun deler også ud af de svære perioder, hvor vægten går opad, så folk har noget at spejle sig i.
Foto: Privatfoto

Så for hende er det vigtigt, at folk ude bag mobilskærmene ser, at vejen ned til idealvægten ikke nødvendigvis er snorlige.

- Jeg er rigtig ærlig om, når jeg har det svært. Og så kan andre folk se, at de ikke er de eneste, der har lyst til at spise fem muffins til frokost, siger Maria Fyhn.

Instagram og platformens algoritme er blevet klandret for at vise et ensidigt billede af kropsidealer, når det sociale medie kommer med forslag til billeder.

Og det er Maria Fyhn delvist enig i. Instagram har nemlig fundet ud af, at hun går meget op i træning og ernæring.

- Der er rigtig mange tynde fitness-babes. Men jeg har det ikke længere sådan, at det er sådan, jeg gerne vil se ud. Instagram viser mig også mange profiler med overvægtige, siger Maria Fyhn.

Andel af svært overvægtige fordelt på kommuner2010201320172021Procentvis stigning fra 2010 til 2021
Fredericia12,217,919,419,560%
Vejle12,914,616,818,644%
Kolding14,313,918,418,731%
Fanø14,41315,718,931%
Varde14,51620,720,441%
Haderslev14,715,119,922,452%
Esbjerg14,815,318,920,841%
Vejen15,117,921,924,462%
Sønderborg15,417,620,421,338%
Billund15,613,722,221,437%
Aabenraa15,716,120,422,241%
Tønder15,817,421,524,555%
Horsens15,61717,218,720%
Hedensted16,918,818,822,634%
Kilde: Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Det bagvedliggende problem

Da Maria Fyhn var 20-år, døde hendes far, og det satte for alvor gang i en ond cirkel med trøstespisning.

Men som 23-årig besluttede hun sig for, at der skulle gøres noget ved vægten. Hun begyndte at træne og fik en coach, der ikke var uddannet, og det kunne hun mærke.

- Det hjalp ikke på mit syn på mad. Det bunder i noget psykisk. Så snart jeg har nogle udfordringer i mit liv, så presser det på, at jeg får lyst til at spise, siger Maria Fyhn.

Men det var ikke nok kun at arbejde med ernæringen.

quote

Det har givet mig et helt andet syn på mad. For vi gik ind og arbejdede med den psykiske del

Maria Fyhn, Grindsted

For to år siden fik hun en "vanecoach", og her blev Maria klar over, at det ikke var overspisningen og vægten i sig selv, der var problemet. Coachen hjalp hende til at finde den bagvedliggende årsag.

- Det har givet mig et helt andet syn på mad. For vi gik ind og arbejdede med den psykiske del. Vægten er ikke bare noget, der skal fixes hurtigt, der skal arbejdes med den.

Indtil videre har hun smidt 30 kilo, men hun vil gerne smide 20-30 kilo mere, så hun når sin idealvægt, som ifølge hende selv er 80 kilo.