Bios-ansat: Det kan blive positivt

Dagens store samtale emne på Bios-stationerne i Syddanmark var naturligvis selskabets konkurs. Men det kan blive positivt.

Bios har indtil nu ikke ønsket at kommentere situationen. Men TV SYD har talt med en ansat på afdelingen i Aabenraa. Og han erkender at det første år har været turbulent. Men det kan ende positivt.

Ambulancebehandler Benny Hansen siger til TV SYD:

- Vi ved jo, at det offentlige er presset og gerne vil have så meget ud af de ansatte som muligt. Og det passer ikke rigtig til et ambulanceberedskab. Men omvendt kan det blive positivt for os og borgerne, hvis regionen overtager. Så kan vi få lidt ro, som der er stærkt behov for.

- Der har været kæmpet nogle kampe hernede. Men det har været spændende, og vi har haft et godt sammenhold. Vi har kæmpet hårdt for at få det her til at fungere. Men der har også været mange frustrerende øjeblikke.

- De næste måneder tror jeg, at det bliver lidt turbulent. Der kommer til at ske nogle ændringer, som er tiltrængte, men på sigt tror jeg, at det kan blive godt, slutter Benny Hansen.