BIOS melder klar til vagt

Det hollandske ambulance-selskab BIOS melder nu officielt ud, at de klar til at overtage ambulance-kørslen i store dele af Region Syddanmark.

- Vi mangler stadig reddere, men nu har vi så mange ansatte, at vi skal strikke en vagtplan sammen, siger direktør Morten Hansen, BIOS Danmark, til TV SYD.

JydskeVestkysten fortæller mandag, at en række ansatte i BIOS har trukket deres tilsagn tilbage. Alligevel mener BIOS, at de har mandskab nok til at køre vagtberedskabet i den første tid.

Det forlyder, at BIOS har aftaler med ca. 320 reddere. For at vagtplanerne kan være optimale skal der være 550 reddere, men BIOS har tidligere udtalt, at de kan klare sig med 450 reddere.

Mandag begyndte syv tyske reddere på et intensivt dansk-kursus på Højskolen Østersøen. Desuden er ansat adskillige tyske reddere, som allerede mestre det danske sprog.

TV SYD ser mandag nærmere på, hvor tæt på BIOS mener at være på at kunne opfylde kontrakten.