Parterapi burde være en del af fertilitetsbehandling
Fertilitetsbehandling er dyrt. Både økonomisk, hvis man skal bruge flere end de gratis forsøg, man kan få igennem det offentlige system herhjemme, og mentalt.
I sin praksis i Fredericia møder parterapeut og sexolog Ditte Winkel ofte ufrivilligt barnløse par med underskud på både den fysiske bankkonto og den mentale konto efter et opslidende fertilitetsforløb.
Hun drømmer derfor om en løsning, hvor parrene både får økonomisk hjælp, og samtidig også støtte til at søge hjælp til den mentale del.
- Det kunne være en tilskudsordning via forsikringen eller det offentlige. Ligesom man jo kan få en henvisning hos egen læge til en psykolog, siger Ditte Winkel og mener, at det kan være en måde at blåstemple, hvor opslidende en behandling ufrivilligt barnløse par skal igennem.
I programserien ”Bliver jeg nogensinde far?”, som kan ses lige nu på TV SYD PLAY møder Ditte Winkel to par som begge har været igennem et opslidende fertilitetsforløb.