Carl Holst dropper fremtidige udbetalinger af eftervederlag

Forsvarsminister og tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) oplyser her til aften, at han vil droppe alle fremtidige udbetalinger af eftervederlaget fra jobbet som formand for Region Syddanmark.

Carl Holst vil fremover ikke længere modtage eftervederlag fra Region Syddanmark. Det siger han her til aften til TV2.

Den tidligere regionsrådsformand har valgt at droppe udbetalingerne, efter at han har fået kritik for i alt at skulle modtage 833.040 kroner i eftervederlag fra regionen. Carl Holst har dog allerede modtaget cirka halvdelen af beløbet.

Han har hidtil fastholdt, at reglerne giver ham ret til eftervederlaget, uanset at han har fået et nyt job. Og han vil beholde pengene. Her til aften foretog han derfor noget af en kovending.

- Jeg synes, at den her sag skygger for mit virke som forsvarsminister. Jeg arbejder med mange alvorlige sager - vi sender soldater i krig og død og ødelæggelse. Det er alt for alvorligt til, at det skal overskygges af pengesager i forhold til min løn, forklarede ministeren på direkte tv i 22-Skammelsen på TV2.

Vil ikke betale udbetalt vederlag tilbage

Carl Holst undgik dog flere gange at svare på spørgsmålet om, hvorfor han ikke vil betale den del af vederlaget tilbage, som han allerede har fået udbetalt.

- Jeg ved ikke, om diskussionen kommer til at fortsætte. jeg ved bare, hvad jeg meddeler nu: At fremtidige udbetalinger af det vederlag, som nu falder samtidig med at jeg får et honorar som minister, det skal stoppe, sluttede han.

Carl Holst indrømmede i interviewet, at det var den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), der havde overtalt ham til at stå frem og fortælle om sin kovending i sagen.