TV der bevæger dig

Kristian Jensen: Carl Holst er skyld i V-nedtur

Udenrigsminister Kristian Jensen mener, at Carl Holst og uroen omkring den tidligere forsvarsminister er den direkte årsag til, at vælgerne ikke støtter Venstre i meningsmåling.

Kristian Jensen, Venstre. Foto: Steen Brogaard

1 af 2

Ifølge næstformanden i Venstre og Danmarks udenrigsminister, Kristian Jensen (V), så er der kun en person at takke for, at Venstre fik en vælgerlussing i en ny meningsmåling. Den person er Carl Holst (V), mener Kristian Jensen.

I Megafons seneste meningsmåling for TV2 og Politiken røg Venstre nemlig fra 20 til 17 procent. Et dyk på tre procentpoint. Og i et politisk magasin på TV2 News udtrykte Kristian Jensen sin mening om årsagen til dykket.  

- Jeg oplevede selv at komme ud fra Udenrigspolitisk Nævn sammen med Carl Holst, og vi havde taget en beslutning om at øge Danmarks engagement i kampen mod Isil (Islamisk Stat red.). Vi fik lov til at sige en sætning, og så var der fokus på personsager og ikke på politik, siger Kristian Jensen i et politisk magasinprogram på TV 2 News.

Han mener, at personsagerne i Venstre skygger over politikken.

- I Venstre er det altid sådan, at hvis vi taler personsager, så falder vi i meningsmålinger. Snakker vi politik, så stiger vi, siger Kristian Jensen i programmet.

Sidste gang Venstre havde en så dårlig vælgertilslutning var sidste år, hvor Lars Løkke Rasmussens (V) tøjsag kørte.