Ny Carl Holst-undersøgelse er muligvis ulovlig

Fire af partierne i Region Syddanmark vil have lavet endnu en advokatundersøgelse af den tidligere regionsrådsformand Carl Holst. Nu skal det først undersøges om en ny undersøgelse er lovlig.

Et flertal af politikerne i Region Syddanmark vil have lavet endnu en advokatundersøgelse af, om der kan rejses erstatningskrav mod den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V). Det kan være direkte ulovligt.  

Advokatfirmaet Kromann Reumert, politiet, Rigsadvokaten og Region Syddanmarks jurister har allerede undersøgt sagerne om Carl Holst. Derfor mener Holger Gorm Pertesen, regionrådsmedlem for Nye Borgerlige, at sagen er undersøgt til bunds, og at det vil være ulovligt, hvis politikerne bruger penge på endnu en undersøgelse.

Han har skrevet et beslutningsforslag til regionsrådet. Han foreslår, de kritiske politikere skal finansiere undersøgelsen med egne midler.

- Der er intet nyt i det, man nu vil have undersøgt. Man vil igen have undersøgt antallet af aviser, sprogundervisning og coaching til Carl Holst. Det er allerede undersøgt. Det her er en person-hetz. Der er nogen, der har noget i klemme, og det skal gå ud over Carl Holst. Det er usmageligt, og det er simpelthen misbrug af skattekroner. De her politikere beskylder Carl Holst for at have misbrugt midler, og nu vil de selv misbruge skattekroner. Det er ganske enkelt en ulovlig beslutning, som jeg ser det, siger Holger Gorm Petersen fra Nye Borgerlige i Region Syddanmark til Radio24syv.

Han bliver bakket op af adjunkt i offentlig ret Frederik Waage fra Syddansk Universitet.

- Hvis det er sådan, at Kromann Reumert og regionens egne jurister allerede har undersøgt de her sager, så forekommer det besynderligt, at det skal undersøges igen. Hvis det er et slag i luften eller for at markere noget politisk, så er det en ulovlig disposition, som politikerne i Region Syddanmark er ved at foretage, siger Frederik Waage til Radio24syv.

Carl Holst siger til TV SYD, at han ikke kan vurdere, om det er lovligt eller ulovligt at bruge offentlige midler på endnu en undersøgelse. 

- Jeg har ikke den juridiske indsigt, men til gengæld har jeg Rigsadvokaten ord for, at min gøren og laden som regionsrådsformand ikke var ulovlig, og jeg ikke har misbrugt offentlige midler, siger Car Holst til TV SYD. 

Det er Socialdemokratiet, Konservative, SF og Dansk Folkeparti i Region Syddanmark, der vil stemme for en ny advokatundersøgelse.

Poul- Erik Svendsen, socialdemokrat og næstformand i Regionsrådet i Region Syddanmark, erkender nu over for Radio24syv, at der ikke er noget nyt, der skal undersøges.

Socialdemokrater vil have juridisk afklaring

Socialdemokraterne i Regionsrådet besluttede mandag at få juridisk afklaring på, om det er ulovligt at lave en ny undersøgelse af sagerne om den tidligere regionsrådsformand Carl Holst. Dermed er sagen sendt til hjørne til august.

Efter et møde i Region Syddanmarks forretningsudvalg har Socialdemokratiet besluttet, at de først vil have afklaret, om det er ulovligt at lave en ny, ekstern undersøgelse af, om der er basis for at rejse en erstatningssag mod Carl Holst.

De vil tage endelig beslutning, når der foreligger en juridisk redegørelse i august.