Regionen går ind i Holst-sag

Udviklingen i sagen om Carl Holst og hans nuværende særlige rådgiver, Christian Ingemann Nielsen, får nu Region Syddanmark til at gå ind i sagen.

Har Christian Ingemann Nielsen været med til at føre Carl Holst' valgkamp?

Det er det store spørgsmål tirsdag aften. Dagen igennem har flere medier, herunder TV SYD, bragt historier om, at Christian Ingemann Nielsen har været brugt af Carl Holst til at føre dennes valgkamp. Og nu vælger Region Syddanmark at gå ind i sagen.

- Vi er ved at kigge i papirerne for at se, hvad der er foregået. Vi kan se, hvad Christian Ingemann har lavet tjenstligt, for det skal han journalføre. Hvis der dukker noget op - et vælgerevent et eller andet sted eller hvis han har arrangeret noget, så kan det diskuteres, om det er inden for skiven, siger fungerende regionsdirektør, Jens Elkjær til TV 2/Fyn.

På et forretningsudvalgsmøde i Region Syddanmark i morgen onsdag skal politikerne tage stilling til, hvad der skal ske i sagen, og før mødet tegner der sig på forhånd et flertal for en nærmere undersøgelse af sagen.