Regionsrådsmedlem chokeret over ny undersøgelse

Den nye kritiske undersøgelse af Region Syddanmark og Carl Holst (V), som firmaet Kromann Reumert har lavet, chokerer Ida Damborg (SF).

Advokat-firmaet Kromann Reumert er hård ved Region Syddanmark og ikke mindst Carl Holst (V) i en ny rapport, som Fyens Stiftstidende tirsdag bringer hovedpunkterne fra.

Dyre kurser i udlandet for Carl Holst (V) og ledende medarbejdere, fiflerier med bilag, tvivlsomme coaching-forløb og medarbejdere, der protesterer over at skulle skrive taler uden regionalt indhold, er ifølge Fyens Stiftstidende nogle af kritikpunkterne i rapporten, og de nye oplysninger chokerer regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF), der er medlem af regionsrådets forretningsudvalg.

- Jeg er chokeret over indholdet, siger Ida Damborg tirsdag til TV SYD og tilføjer:

- I mine øjne belaster rapporten Carl Holst yderligere.

Onsdag skal regionsrådets forretningsudvalg behandle rapporten for lukkede døre.