10.000 kilometer tilbagelagt: DGI's virtuelle Genforeningsstafet er i mål

Den virtuelle udgave af DGI's Genforeningsstafet er nu overstået. 1.000 løbere har tilbagelagt 10.000 kilometer.

Den skulle have været stor, festlig og folkelig, DGI's Genforeningsstafet, der skulle have markeret 100-året for genforeningen.

Men som så meget andet kom coronavirus i vejen og fik sat en stopper for løbet, der skulle have besøgt hele Sønderjylland og 43 genforeningssten.

I stedet for at aflyse løbet helt har DGI afholdt en virtuel udgave af løbet, hvor de i alt 1.000 løbere selv har kunnet melde sig til at løbe hver for sig. Derefter har de så indrapporteret. hvor langt de har løbet.

I dag sluttede løbet i Aabenraa, hvor det også startede i begyndelsen af maj - 10.000 kilometer senere.

 
 
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

- Det har været fuldstændig fantastisk. Det har også givet meget arbejde, for vi skulle ind og tælle kilometer sammen. Men det har været fedt arbejde og en god anledning til, at jeg kunne holde en god kontakt til mine løbeklubber i Sønderjylland, siger Danni Callesen, der er løbe- og gåkonsulent i DGI.

Til maj næste år er det meningen, at løbet skal afholdes fysisk, så løberne kan løbe fra by til by til minde om genforeningen.

- Lige nu bliver forventningerne endnu større, for vi kan mærke opbakningen til den virtuelle stafet. Derved tror jeg, vi får et endnu større arrangement op at stå i 2021, siger Danni Callesen til TV SYD.