TV der bevæger dig

COVID-19

11 unge sigtet for at samles i p-hus

Sydøstjyllands Politi måtte dele sigtelser ud til en flok unge mennesker, der havde forsamlet sig i et p-hus i Kolding.

Politiet rykkede søndag ud til p-hus i Kolding, hvor en flok unge havde forsamlet sig. Foto: Mads Jensen, Scanpix

I det store hele efterlever borgerne i Sydøstjyllands Politikreds forbuddet mod forsamlinger på mere end ti personer og et stop for serveringer på caféer og restauranter, der blev indført af statsminister Mette Frederiksen for to uger siden.

Dog kneb det med forståelsen hos 14-15 unge mennesker i Kolding, der søndag havde forsamlet sig i et p-hus i bymidten.

Ved politiets ankomst lykkedes det nogle af de unge at slippe væk, men politiet fik dog fat i 11 af dem.

De er nu sigtet for overtrædelse af forbud mod forsamlinger og kan se frem til krav om en bøde på 1.500 kroner.

42 anmeldelser uden sigtelser

Den forgangne weekend modtog Sydøstjyllands Politi samlet set 42 anmeldelser. Det drejer sig om perioden fra fredag morgen til søndag morgen.

Bortset fra de unge i p-huset førte ingen af anmeldelserne til sigtelser mod at samles flere end ti personer ad gangen. 

- I de nævnte anmeldelser har der været tale om misforståelser, eller også har der ikke ved politiets ankomst været nogen overtrædelse, oplyser Ulla Kaspersen, kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Eksempler på anmeldelser:

- Krav om lukning af værtshuse, en massageklinik, en frisør, en restaurant, en grillbar, en lukket legeplads og en tennisklub.

- 15 anmeldelser om forbud mod større forsamlinger som eksempelvis større forsamlinger af mennesker omkring en skaterbane, en boldbane, ved en idrætshal, en parkeringskælder og på en togstation samt nogle legepladser og mange biler i forbindelse med åbning af genbrugspladser.

Mest sete på tvsyd.dk