1,3 millioner danskere tilbydes test for antistoffer mod corona

I nyt nationalt projekt skal tusindvis af danskere testes for antistoffer mod corona for at kortlægge smitte.

Danskerne skal hjælpe sundhedsmyndighederne med at blive klogere på, hvordan coronavirus har spredt sig i samfundet.

Derfor vil op mod 1,3 millioner danskere i efteråret og vinteren blive tilbudt en test for antistoffer mod corona.

Det er en del af det nye screeningsprojekt "Vi tester Danmark", som Statens Serum Institut står bag. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Lander i e-boks til oktober

En million danskere vil fra oktober modtage en invitation med et spørgeskema i deres e-boks. Op til 650.000 personer, der har takket ja, vil få tilsendt en hjemmetest.

Yderligere en million får en invitation i det nye år. Også her vil op til 650.000 få tilsendt en test.

Tilstedeværelse af antistoffer betyder, at man har været smittet med corona.

Den store mængde data kan give vigtig viden om, hvordan coronasmitte har spredt sig i Danmark og kan håndteres i fremtiden.

Det siger Kasper Iversen, som er overlæge på Herlev-Gentofte Hospital og en del af den ekspertgruppe, som skal se på resultaterne.

- Der er en masse spørgsmål, som endnu ikke er helt afklaret i forhold til, hvordan man helt optimalt styrer den her pandemi.

- Præcis hvor mange har været smittet? Hvor mange af dem har reelt haft symptomer? Er der specielle grupper, der er specielt udsat for smitte. Ældre, yngre, sundhedspersonale. Alle mulige grupper er man i tvivl om, hvordan smitten er hos dem, siger han.

Forud for testen svarer man på en lang række spørgsmål. Blandt andet om man selv tror, man har haft corona, og hvilke symptomer man har haft.

Det er en hjemmetest

Hjemmetesten udføres ved at prikke sig selv i fingeren og lægge blodprøven på en lille strip. Efter 15 minutter kan man aflæse den. Ved positiv er der streger, ved negativ er der ingen streger.

Og testen er let at udføre, siger overlæge ved SSI Robert Leo Skov.

- Det er vores erfaring fra tidligere, at danskerne godt kan finde ud af at tage de her test, siger han.

- En positiv test er meget sikker, mens en negativ test kan være falsk negativ.

Projektet laver Statens Serum Institut i samarbejde med en ekspertgruppe af fagfolk fra de danske regioner og universiteter.

Det er støttet af Sundhedsstyrelsen.