14-årige Valdemar på plejehjem: Nu kan besøgsvennerne igen besøge de ældre

Lige nu er 85 procent af landets plejehjemsbeboere færdigvaccineret. Det betyder, at de igen må modtage besøg fra deres helt unge besøgsvenner som 14-årige Valdemar Sørensen.

Hverdagen er ved at vende tilbage på Dronning Ingrids Hjem i Brædstrup.

Hjemmets beboere er nemlig færdigvaccinerede, og det betyder blandt andet, at de igen kan modtage besøg. Ikke bare fra deres pårørende, men de kan også få besøg af de helt unge besøgsvenner som 14-årige Valdemar Sørensen.

Han er vendt tilbage til sin tjans som 'spirer' - eller besøgsven - på plejehjemmet i Brædstrup.

- Jeg tror, man kan give dem en federe dag, end hvis de sidder selv. Så kan man komme og snakke og spille, siger Valdemar Sørensen. 

Et meningsfuldt fritidsjob

De såkaldte spirer har ligesom andre besøgende været udelukket fra plejecentrene indtil slutningen af februar, men nu er de altså tilbage. Det er et fritidsjob, der giver mening for Valdemar.

- Når der har været nogen at snakke med, så de har fået noget meningsfuldt, så føler jeg, at mit arbejde er blevet gjort.

De unge besøgsvenner har eksisteret i kommunen siden 2018. De findes i dag på 12 plejecentre, og de besøger typisk plejecenteret i to timer, to gange om ugen.