132 blev testet mindst tre gange på en uge: - Det kan bringe andre i fedtefadet

I løbet af en uge i september blev 132 borgere testet mindst tre gange for coronavirus. Men det er der ingen lægefaglig begrundelse for at gøre, siger koncerndirektør i Region Syddanmark.

Rettelse: I denne artikel fremgik det tidligere, at 228 borgere i Region Syddanmark havde ladet sig teste tre gange eller mere på en uge. Men der var fejl i de tal, som Region Syddanmark havde oplyst til pressen, og det beklager regionen nu. Artiklen er nu rettet med de korrekte tal, og Kurt Espersens udtalelser er ligeledes blevet justeret til de nye tal.

Region Syddanmark holder øje med, hvor mange gange du bliver testet for coronavirus.

Hver uge bliver op mod 70.000 mennesker testet for coronavirus i Region Syddanmark. Det gælder både dem, der har symptomer og dem, der ikke har symptomer. Det gælder også dem, der i kraft af deres arbejde i sundhedsvæsenet skal testes to gange om ugen.

Men så er der også dem, der bliver testet tre gange om ugen eller mere - også selvom de ikke har nogen symptomer. Det er ifølge Region Syddanmark især de steder, hvor man kan komme ind fra gaden uden en lægehenvisning, hvor der tegner sig et billede.

quote

Man skal tænke sig rigtigt grundigt om før man laver en systematisk testning tre gange om ugen eller mere.

Kurt Espersen, koncerndirektør, Region Syddanmark

Ifølge de nye og korrekte tal, som TV SYD har fået fra Region Syddanmark, har 132 personer i Region Syddanmark ladet sig teste tre gange eller mere inden for en periode på en uge i september.

Så mange gange er hver person blevet testet i perioden 10.-16. september 2020
Antal testAntal CPR-numre
161.208
22.288
3129
43
50
60
7+0

 

- Det er gudskelov relativt få, der bliver testet flere gange på en uge. Man må opfordre til, at folk udviser samfundssind her, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark.

Ifølge ham er der ikke nogen gode grunde til at lade sig teste så ofte.

- Hvis man bliver testet tre-fire gange om ugen, det er der ingen lægefaglige begrundelser for, siger koncerndirektøren.

I sidste ende kan det også gå ud over andre, hvis man eksempelvis går ned til en af de gule testbiler flere gange om ugen.

Både fordi andre skal vente længere på testsvar, fordi flere prøver skal analyseres, men også fordi der kan opstå kø ved teststederne.

- Det koster penge at teste, men det er sådan set ikke det, der er den store udfordring. Det er mere det, at det optager en plads i køen for de andre. Det kan betyde, at der er nogen, der måske har større behov, der må vente på at blive testet og få svar, siger Kurt Espersen og tilføjer:

- Man skal tænke sig rigtigt grundigt om, før man laver en systematisk testning tre gange om ugen eller mere. Der skal være nogle virkelig gode grunde til, at man gør det for ikke at bringe andre i fedtefadet.

Endnu ikke et problem

Men selv om tallene ifølge Kurt Espersen er bemærkelsesværdige, så ser han endnu ikke et problem i det.

- Vi har i en længere periode fulgt statistikken på, hvor mange test hvert CPR-nummer får lavet. Men vi har ikke set et meget stort problem. Det er noget, vi snakker om på tværs af regionerne, og vi holder øje med, om det får en større karakter.

Men hvis flere begynder at lade sig teste flere gange om ugen, så har Region Syddanmark faktisk ikke mulighed for at lægge et loft på, hvor mange gange, man kan blive testet.

- Det er ikke os som region, der kan gøre det. Det er noget, der skal ske fra de nationale myndigheders side, siger Kurt Espersen.