Stor glæde i Givskud Zoo: 364.000 gæster trods corona

Trods en nedlukning i to måneder over foråret og et massivt tab af udenlandske gæster har Givskud Zoo haft en god sæson med kun 40.000 færre gæster end sidste år. 

Givskud Zoo har netop rundet sæson 2020 af, og parken er nu lukket resten af året.

Direktør  Richard Østerballe kan se tilbage på en sæson, som han betegner som den mest specielle i hele parkens historie med mange dramatiske ændringer af forudsætningerne for at drive et zoologisk anlæg -  både for gæster og personale.

Alligevel er det med optimisme og overskud, at sæsonen rundes af:    

- Vi har haft cirka 364.000 gæster, hvilket er 40.000 gæster færre end sidste år, men ved hjælp af massive besparelser, private donationer og især regeringens hjælpepakker ender vi formentlig med et pænt overskud på bundlinjen i sæson 2020. Så vi er ovenud tilfredse, siger Richard Østerballe.

Givskud Zoo budgetterede før pandemiens indtog med, at der i sæson 2020 ville komme 375.000 gæster, hvoraf godt en fjerdedel ville være turister fra udlandet. 

Men nedlukningen i foråret betød, at mange medarbejdere blev hjemsendt, og parken manglede 80.000 gæster fra start, da der endelig kom grønt lys for åbning i slutningen af maj. Også på bundlinjen var der udsigt til blodrøde tal, og mange projekter blev sat i stå.  

 Folketingets sommerpakke, som blandt andet hjalp dyreparker, var en stor hjælp, forklarer direktøren: 

- Det betød, at vi fik rigtig mange ekstra gæster over sommeren. Mange danskere besøgte os, og mange af dem var nye gæster, som nok ikke ville komme forbi uden Folketingets sommerpakke, der gav halv pris på entrébilletten. Så det har været med til at redde sæsonen for os, og vi er utrolig glade for, at vi kom så tæt på besøgsbudgettet, som vi gjorde, når nu vi stod med så dårlige tal i begyndelsen af året, siger Richard Østerballe. 

Takker for opbakningen

Da det så allerværst ud i marts og april, oplevede fik Givskud Zoo en stor hjælp fra mange danskere, som gav et bidrag til parken. Også da parken endelig åbnede i slutningen af maj, sørgede mange gæster for fortsat at hjælpe ved at bidrage til omsætningen gennem køb af mad og souvenirs. Også Vejle Kommune har bidraget med et stort beløb til, at parken kan komme i gang med nye projekter i 2021. 

- Vi er meget rørte over, at parken betyder så meget for så mange mennesker, at de gerne ville hjælpe os igennem den svære tid. Og vi kan garantere, at alle midler går til dyrene, til vores bevaringsarbejde og til udvikling af parken. Så vi sender en meget stor tak for hjælpen, skriver Richard Østerballe i en pressemeddelelse.