6. juli er en festdag i Fredericia - men i år bliver uden krudt og kugler

Normalt vågner borgerne i Fredericia til lyden af krudt og kugler tidligt om morgenen den 6. juli. Her fejres det berømte slag i 1849, hvor danskerne jagede slesvig-holstenerne på porten.

I dag mandag morgen er intet, som det plejer at være i Fredericia. Her ånder alt stille og roligt. Og det er ikke normalt for den 6. juli i byen.

Dagen og dagen inden, den 5. juli, også kaldet 6. Juli-dagene, er festdage, hvor byen fejrer sejren over slesvig-holstenerne i 1849, og som normalt begynder klokken 06.30 med 27 skud fra Prins Georg Bastion.

Men sådan er det ikke i år. Fredericia Kommune har besluttet at gemme krudtet til næste år på grund af covid-19 og droppe alle arrangementer som processionsoptog og markeder, der normalt får folk til at stimle sammen i byen.

- 6. Juli-dagene bliver anderledes i år på grund af coronakrisen, men vi har stadig vores fælles historie, som man kan komme ud og opleve på egen hånd. Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor vi forhåbentlig kan samles til festlige 6. Juli-dagene, som vi plejer, siger borgmester Jacob Bjerregaard fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

Kranse ved mindesmærker

For at undgå at alt for mange samles på ét sted, er kransene ved mindesmærkerne lagt i løbet af den 5. juli. Alle er dog fortsat velkomne til at lægge deres egne kranse og blomster ved mindesmærkerne.

6. Juli Komiteen lagde søndag seks buketter ved de sædvanlige mindesmærker rundt omkring i byen. Jacob Bjerregaard lagde en krans ved den slesvig-holstenske grav på Sct. Michaelis kirkegård. Ved Krigergraven og Landsoldaten blev den menige soldat også mindet og æret med kranse fra garnisonen, 6. Juli Komiteen, Hærhjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Fredericia by.

Guidede ture, sejlads og foredrag

I løbet af juni, juli og august kan man desuden dykke ned i historien om slaget ved at tage på guidede ture om byens historie, det berømte slag og slagets generaler. På grund af coronakrisen er der højst plads til 15 personer på turene, som er gratis.

6. Juli-dagene i Fredericia

Der var borgerkrig i Danmark i 1849. Fyrstedømmerne Slesvig og Holsten ønskede at løsrive sig for at blive en del af det tyske forbund. Slesvig-holstenerne hentede støtte hos kongen af Preussen og i den tyske forbundshær.

 

Tidligt om morgenen den 6. juli 1849 blev der udkæmpet et blodigt slag om Fredericia.

Aftenen før den 5. juli forberedte man angrebet, og lidt efter midnat rykkede soldaterne ud. Det var en hård kamp, men det lykkedes den danske hær at slå fjenden tilbage og på flugt. I fæstningen var der ca. 24.000 danske soldater, og heraf skulle de 19.000 i kamp. Fjenden rådede over ca. 14.000 mand.

6. Juli er en mindefest
Den 5. juli om aftenen går borgerne i fakkeltog gennem byen for at mindes de faldne, og traditionen tro lægges der blomster ved enten Krigergraven eller statuen af Landsoldaten, der er verdens første mindesmærke over den almindelige soldat. Det er en tradition, der gives videre fra generation til generation i Fredericia.

Den 6. juli er hovedsageligt en glædens dag, hvor sejren fejres. Fredericia er iklædt rødt og hvidt, og byen vækkes af kanonsalutering fra volden kl. 6.30. Kl. 11 begynder processionen, hvor soldater fra garnisonen mindes deres forgængeres mod og offervilje ved at føre an.

Kilde: 6juli.dk