6. klasse skrev brev til politikerne - og der kom svar

Eleverne i 6. klasse på Gesten Børnecenter er ved at være godt trætte af at sidde derhjemme. De vil i skole, og derfor skrev de et brev til politikerne på Christiansborg.

Eleverne i 6. klasse på Gesten Børnecenter i Vejen er ved at være godt trætte af fjernundervisning derhjemme.

De vil gerne tilbage til skolen og have gang i undervisningen og samværet igen.

Gesten Børnecenter går kun til og med sjette klasse, og klassen er derfor den eneste på skolen, der ikke må komme tilbage. 

Efter sommerferien skal eleverne derfor fordeles på fire forskellige skoler, og derfor vil eleverne gerne se hinanden i den korte tid, de har tilbage sammen.

Derfor skrev eleverne et brev til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), statsminister Mette Frederiksen (S) og undervisningsordførerne i Folketinget.

 
 

Og der gik ikke mere end en halv time, før det første svar tikkede ind til eleverne.

Det kom fra børne- og undervisningsordfører for SF, Jacob Mark:

 
 

Derefter kom der svar fra medlem af børne- og undervisningsudvalget, Uffe Elbæk:

 
 

Også Konservatives undervisningsordfører, Mai Mercado, svarede eleverne:

 
 
Rebekka Okholm går i 6. klasse på Gesten Børnecenter.
Rebekka Okholm går i 6. klasse på Gesten Børnecenter.
Foto: Privatfoto

– Jeg synes, det er utroligt fedt, at de har taget vores brev alvorligt og svaret tilbage. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet det. Måske havde jeg forventet, at de ville svare, men at der bare ville gå lidt længere tid, siger elev Rebekka Okholm til TV SYD.

For elev Freya Freiberg Herbst var det vigtigt at gøre noget i stedet for bare at sidde og være utilfreds uden at gøre noget.

– Vi skrev brevet, fordi vi gerne vil i skole igen og for at kunne sige, at vi har prøvet. I stedet for bare at vente på at hun (Mette Frederiksen, red.) siger, at vi gerne må komme tilbage, siger elev Freya Freiberg Herbst til TV SYD.

Freya Freiberg Herbst er elev i 6. klasse på Gesten Børnecenter.
Freya Freiberg Herbst er elev i 6. klasse på Gesten Børnecenter.
Foto: Privatfoto

Det var eleverne selv, der tog initiativ til at skrive et brev.

Derfor oprettede klasselærer Lene Bendrup et fælles dokument, hvor alle elever kunne skrive deres argumenter ind.

For Lene Bendrup er det vigtigt at pointere, at klassen stadig vil følge retningslinjerne. Men for klasselæreren handler det ikke kun om at komme tilbage i skole.

– I et demokrati som det danske er der ikke langt fra borgerne til politikerne. Derfor har det også været en god læringsproces for eleverne at opleve, at politikerne faktisk giver sig tid til at svare, når de skriver et brev, siger klasselærer Lene Bendrup til TV SYD.

quote

Selvom man kun går i 6. klasse, så har man stadig mulighed for at påvirke udviklingen i et demokratisk samfund.

Lene Bendrup, klasselærer, 6. klasse, Gesten Børnecenter

TV SYD ville gerne have fået børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) reaktion på brevet. Hun har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men hun har sendt følgende citat:

– Jeg forstår fuldt ud, at mange elever tripper for at komme tilbage. Der forhandles i øjeblikket om en kontrolleret genåbning, så jeg vil ikke kommentere konkrete forslag. For at finde den rette balance, så smitten ikke løber løbsk, skal vi kigge på det samlede billede, men jeg ønsker ikke at holde elever hjemme et sekund længere end nødvendigt i forhold til smittetrykket.

Samvær skaber identitet

Børnepsykolog Grethe Kragh-Müller forstår godt, at eleverne gerne vil tilbage i skole.

– Det er klart, at for alle unge er det svært, når de i en længere periode ikke kan være sammen med hinanden, som de plejer, siger Grethe Kragh-Müller og fortsætter:

– Kammerat- og venskaber betyder rigtig meget for unge – både for deres trivsel generelt og i skolen. Desuden bliver børn til som personer og finder identitet særligt i gruppen af jævnaldrende, siger Grethe Kragh-Müller til TV SYD.

En tom gymnastiksal

Et af elevernes argumenter i brevet er, at klassen har adgang til et stort lokale, hvor undervisningen kan foregå.

– Vi er i den specielle situation, at vi faktisk har et sted, hvor vi kan være. Vi har en gammel gymnastiksal i Vejen, som er lavet om til et teater nu. Det er den gamle byskole i Vejen. Så vi tænker ”hvorfor kan vi ikke tage den i brug?”. Vi kan overholde alle krav, fordi lokalet er så stort, siger klasselærer Lene Bendrup til TV SYD.

'Studio 73' er et amatørteater i Vejen, hvor der også bliver afholdt koncerter.
'Studio 73' er et amatørteater i Vejen, hvor der også bliver afholdt koncerter.
Foto: Lene Bendrup

I disse dage forhandler politikerne om, hvordan anden fase af genåbningen skal effektueres, og her har klasselærer Lene Bendrup et ønske til politikerne.

– Vi kan sagtens forstå, at vi skal følge reglerne. Men oppositionen har snakket om, at man kan tage forsamlingshuse og haller i brug, og hvis politikerne kan tænke dét ind over, når de snakker om genåbning, så ville det være godt, siger Lene Bendrup,

Ud fra politikernes svar at dømme, lader det i hvert fald til, at brevet fra eleverne kommer til at ligge i baghovedet på nogle af de politikere, der i disse dage forhandler om anden fase af genåbningen.

Men om genåbningen kommer til at omfatte de ældste elever i skolen vil tiden vise. I et fortroligt notat til Folketingets partier fra Statens Serum Institut, som TV 2 er i besiddelse af, vurderer instituttet, at der vil være en høj smitterisiko, hvis man genåbner 6. - 10. klasserne.