Åbne grænser koster vækst i butikker

De danske dagligvarebutikker i grænselandet har mistet omsætning, siden grænserne til Tyskland åbnede midt i juni. Det viser nye tal, TV SYD har indhentet fra detailhandlen.

Der har været ”fest” på bundlinjen i de sønderjyske dagligvarebutikker under corona-krisen, men nu, hvor grænsen mod Tyskland er genåbnet, er omsætningen på vej mod syd - sådan helt bogstaveligt talt.

Danskerne er igen begyndt at handle i grænsebutikkerne syd for grænsen, og det kan mærkes på omsætningen i de danske butikker i grænselandet.

Stejl kurve ned på vin og sodavand

En af de butikker, der i særlig grad kan mærke, at grænsen er åbnet, er Super Brugsen i Tinglev.

- Da grænserne lukkede, mærkede vi vækst på nogle helt bestemte varegrupper lige med det samme. Salget af vin, øl og sodavand eksploderede helt vildt, og vi var oppe og sælge 400 procent – det vil sige fire gange – mere, end vi plejede, fortæller brugsuddeler Martin Brønd.

quote

Man kan håbe, at folk har fået nye indkøbsvaner og har fundet ud af, at vi trods alt godt kan være konkurrencedygtige på pris og kvalitet under nedlukningen.

Martin Brønd, brugsuddeler, Super Brugsen, Tinglev

Men siden grænserne genåbnede, er toppen skåret af væksten, fortæller Martin Brønd.

Ølsalget i Super Brugsen i Tinglev er faldet til 200 procent af det normale salg før coronakrisen, mens salget af sodavand og vin er faldet fra de 400 procent helt ned på 30 procent mere end før krisen.

Positivt overrasket – trods alt

Samlet set ligger salget i Super Brugsen i Tinglev altså stadig dobbelt så højt på øl og slik og 30 procent højere på vin og sodavand, hvis man sammenligner med salget på samme tid sidste år.

quote

Jeg havde faktisk regnet med, at det ville være lidt, som når man trykker på en tænd-sluk-knap – at nu ryger vi helt ned på det normale niveau – eller måske ovenikøbet under. Men det har heldigvis ikke været tilfældet.

Martin Brønd, brugsuddeler, Super Brugsen, Tinglev

Det glæder brugsuddeleren, selvom han ikke tør satse på, at faldet i salget standser her.

- Jeg havde faktisk regnet med, at det ville være lidt, som når man trykker på en tænd-sluk-knap – at nu ryger vi helt ned på det normale niveau – eller måske ovenikøbet under. Men det har heldigvis ikke været tilfældet, fortæller Martin Brønd til TV SYD.

Han mener, der kan være to grunde til, at salget stadig ligger over normalen – trods grænseåbningen:

- Man kan håbe, at folk har fået nye indkøbsvaner og har fundet ud af, at vi trods alt godt kan være konkurrencedygtige på pris og kvalitet under nedlukningen. Men det kan jo også handle om, at folk stadig er usikre på, hvordan tingene foregår i Tyskland, eller ikke bryder sig om at gå med mundbind, og at mange holder ferien herhjemme, siger Martin Brønd.

Udsving størst tæt på grænsen

Det er dog langt fra alle butikker, der har haft så ekstreme udsving i salgstallene, som Martin Brønd har oplevet i Tinglev.

quote

Det er klart, at de butikker, der ligger tættest på grænsen, nok også har oplevet de største udsving.

Martin Brønd, brugsuddeler, Super Brugsen, Tinglev

- Det er klart, at de butikker, der ligger tættest på grænsen, nok også har oplevet de største udsving, fordi der er langt flere i grænseområdet, der normalt køber dagligvarer ind på den anden side af grænsen, siger Martin Brønd.

Men de tal, TV SYD har samlet ind hos dagligvarekæderne, peger på, at der er en tæt sammenhæng mellem grænsehandlen syd for grænsen og salget i de danske dagligvarebutikker langt op i landet.

Fremgangen halveret

Både hos Coop, Salling Group og De Samvirkende Købmænd melder man om faldende salgstal siden grænseåbningen.

Coop melder om et mersalg af grænsehandelsvarer i koncernens butikker i Syddanmark (Aabenraa, Tønder, Sønderborg, Haderslev, Lolland og Guldborgsund kommuner) på 32 procent under nedlukningen.

- Siden åbning af grænsen midt i juni er mersalget af grænsevarer i Syddanmark faldet til 16 procent, så vi har altså beholdt noget af grænsesalget nord for grænsen, oplyser kommunikations- og analysechef hos Coop, Lars Aarup, i en mail til TV SYD.

-  Det er dog for tidligt at konkludere, at det er en permanent tilstand. Vi skal over på den anden side af sommerferien, før vi får et klart billede, siger Lars Aarup.

quote

Vi kan med det samme mærke, at salget falder, men om det sætter sig på et lidt højere niveau end tidligere, fordi folk har set værdien i at handle lokalt, er for tidligt at vurdere.

John Wagner, administrerende direktør, De Samvirkende Købmænd

Salling Group – som blandt andet ejer Bilka, Føtex og Netto – sætter ikke konkrete procentsatser på stigningen i salget af grænsehandelsvarerne, men oplyser til TV SYD, at de også tydeligt kan mærke, at grænsen er genåbnet. 

- Vi kan se, at salget – siden grænserne er åbnet – er halveret på tværs af de butikker, der ligger i Sønderjylland. Afmatningen har været tiltagende siden uge 25, oplyser pressechef i Salling Group, Kasper Reggelsen.

Hos De Samvirkende Købmænd har man ikke konkrete tal på udviklingen endnu.

- Vi kan med det samme mærke, at salget falder, men om det sætter sig på et lidt højere niveau end tidligere, fordi folk har set værdien i at handle lokalt, er for tidligt at vurdere. Vi skal have juli-tallene for dagligvarehandlen, før det vil være rigtigt at konkludere noget, siger administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner, til TV SYD.

Nyt fokus på afgifter

I Tinglev har grænselukningen ikke kun betydet øget omsætning på grænsehandelsvarer.

- Vi har vækstet 15-20 procent generelt på omsætningen i butikken siden coronanedlukningen, og det gør vi fortsat, fortæller Martin Brønd til TV SYD.

quote

Når jeg ser på, hvordan vores omsætning på grænsehandelsvarer voksede og nu igen falder, så tænker jeg hold da op, hvor den danske statskasse går glip af mange penge på grund af grænsehandlen.

Martin Brønd, brugsuddeler, Super Brugsen, Tinglev

Han kan kun håbe, at noget af væksten på almindelige dagligvarer og på grænsehandelsvarerne vil hænge ved, når sommeren er ovre, og forholdene ved grænsen normaliseres.

- Når jeg ser på, hvordan vores omsætning på grænsehandelsvarer voksede og nu igen falder, så tænker jeg hold da op, hvor den danske statskasse går glip af mange penge på grund af grænsehandlen, siger Martin Brønd.

Nogenlunde samtidig med grænseåbningen har Tyskland valgt at sænke den tyske moms på fødevarer med to procent, så den tyske moms på de typiske grænsehandelsvarer nu er fem procent. Det har yderligere øget gabet mellem den tyske og den danske moms.

Martin Brønd mener, tallene bør genstarte diskussionen om de danske afgifter og fraværet af pant på emballage på drikkevarer købt i Tyskland.