Åh nej ikke tre uger MERE med mine forældre

Daginstitutioner og skoler skal fortsat være lukkede, har regeringen besluttet. Det presser både børn og forældre. Men nogle prøver at få noget godt ud af det.

De to teenagere sidder ved siden af hinanden i sofaen. Samtaler med vennerne på de sociale medier gløder på deres computere. Deres glæde over at holde lidt fri er forlængst forduftet. 

- Det er kedeligt. Man kan ikke lave noget og ikke være sammen med vennerne, siger 14-årige Alba Krog Pedersen, der går på Vittenbergskolen i Ribe. 

- Hvad med dine forældre? Kan du klare at være sammen med dem i de næste tre uger? 

- Nej, siger hun - og fniser. 

Alba Krog Pedersen keder sig allerede og synes, at tre uger mere derhjemme er meget lang tid væk fra vennerne og skolen.
Alba Krog Pedersen keder sig allerede og synes, at tre uger mere derhjemme er meget lang tid væk fra vennerne og skolen.
Foto: Finn Grahndin

Frisørelev - uden klippemuligheder

Hendes søster, 18-årige Aja Krog Pedersen, er bekymret. Hun går på frisørlinjen på Rybners Tekniske Skole i Esbjerg og frygter, at hun og hendes kammerater i klassen kommer til at sakke agterud på uddannelsen.

- Det er jo en meget praktisk uddannelse, og vi har jo svært ved at øve os udenfor skolen, siger hun.

Men hun har klippet sin mors hår.

- Prøvede det, siger hun grinende.    

quote

Det her giver os familier tid til at kunne stresse af.

Mette Helene Vesterager Jørgensen, gymnasielærer, Esbjerg 

Tre uger mere? Hurra! 

I en baghave i Esbjerg tumler 3-årige Asbjørn Bulengma Jørgensen rundt med to bolde. Han ser ikke ud til at bekymre sig det fjerneste. Han har da også både mor og far hjemme for tiden. 

- Vi prøver at se positivt på det. Begynder man først at se alt det negative, så løber man sur i det, siger Asbørns mor, Mette Helene Vesterager Jørgensen.

Asbjørn er en livlig lille karl. Der skal ske noget.
Asbjørn er en livlig lille karl. Der skal ske noget.
Foto: Finn Grahndin

Man er på hele tiden

Hun er glad for muligheden for at både hun og faren kan være mere sammen med Asbjørn. Men som alle forældre ved, kan det være trættende at være meget sammen med børn. Og selvom de er ens egne. 

- Det svære er, at man ikke har de sædvanlige pauser og ikke kommer ud. Man er på hele tiden, siger Mette Helene Vesterager Jørgensen. 

Pludselig tid til film sammen 

I Ribe sidder de to teenageres far - musiker og musiklærer Jacob Klingsten Pedersen - sammen med dem i sofaen og snakker lidt med dem om deres lektier. Han synes, det er hyggeligt. 

- Forleden dag havde vi en hyggeaften med film. Det er skønt at få lov til det. Nu er der pludselig tid til den slags, siger han.

Stressende

Mette Helene Vesterager Jørgensen pointerer, at hun og faren er heldige. Både at de har hinanden og kun ét barn.

- Det her giver os familier tid til at kunne stresse af. Jeg ved godt, at vi er heldige. Jeg er sikker på, at det kan være ret så stressende, hvis man har to, tre eller sågar fire børn, siger hun.