Ældre har ikke travlt med vaccine: Det giver overskud til næste gruppe

Vaccinerne kan holde sig til tirsdag, derfor bliver en ny gruppe borgere indkaldt, så vaccinerne ikke går til spilde.

De ældre på vestkysten har ikke travlt med at blive vaccineret, og det giver plads til de næste i køen.

For en uge siden efterlyste man borgere på 85+, som ønskede at blive vaccineret, og siden da har man ringet til borgerne i målgruppen for at hjælpe dem med at bestille tid.

- Vi har ringet til 1.600 personer nu, og alle dem, der ville, har fået en tid til vaccination, siger Arne Nikolajsen, der er direktør for sundhed, omsorg og fritid i Esbjerg Kommune.

Cirka 1.300 personer fra de fem kommuner, der er tilknyttet Sydvestjysk Sygehus, har fået reserveret en tid og skal vaccineres i dag, i morgen eller på tirsdag. Men det giver et overskud på cirka 1.000 vacciner, som snart bliver for gamle.

Går til næste målgruppe for at undgå spild

Selvom man fik booket mange på 85+ år til en vaccination, var problemet ikke løst. Man havde cirka 1.000 vacciner i overskud, som ellers ville blive for gamle på tirsdag. Derfor går man nu i gang med at vaccinere målgruppe fem, som er borgere på 65+, og som lider af en eller flere sygdomme, som vil få give et særligt alvorligt forløb, hvis de får covid-19. I alt er der sendt cirka 6.000 invitationer til denne målgruppe.

- Det betyder rigtig meget, at vi kan vaccinere gruppe fem et par dage før, for der er en holdbarhedsdato på vaccinerne. Den sending, vi har fået, skal bruges inden tirsdag ved middagstid, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi får folk vaccineret inden den udløber. Vi vil meget gerne have en meget lav spildprocent, så alle kan blive vaccineret hurtigst muligt, siger Anna-Marie Bloch Münster, lægefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus.

Hun oplyser, at der er få ledige tider tilbage mandag og tirsdag. Men hun opfordrer til, at personer i målgruppen holder øje, da der kan dukke flere tider op inden tirsdag.