Manglende fejring af Genforeningen skaber frustrationer

100-året for Genforeningen skulle i år fejres med tusindvis af arrangementer. Den gode stemning er dog vendt til frustration over aflysninger.

Genforeningsbussen er kørt i garagen. Det er ikke kun i overført betydning, bussen skulle nemlig på 90 skolebesøg, men den nåede kun halvdelen, inden fejringen af 100-året for Genforeningen blev ramt af coronavirus.

Over hele landet er der sat over 1000 arrangementer i søen for at markere 100-året for Danmarks grænsedragning. Derfor er listen over aflyste eller ændrede arrangementer også lang.

- Der er stor skuffelse og frustration over, at arrangementerne ikke kan løbe af stablen som planlagt, men der er også stor forståelse og opbakning til, at aflysninger og ændringer er det rigtige at gøre. Vi håber bare, at interessen stadig er der, når vi og Danmark lukker op igen senere på året, siger projektleder for Genforeningen 2020, Simon Faber.

Blandt de mange aflysninger er foredrag, koncerter, udstillinger og teaterstykker. Senest er to af de største arrangementer, DGI´s Stafet 2020 og Folkefesten i Jelling blevet skubbet til 2021.

I Jelling rykkes deres 31 planlagte arrangementer til næste forår. Håbet er, at alle aktører også kan næste år, da de håber at kunne genbruge de 4000 allerede trykte programmer.

- Efterhånden havde jeg det sådan, at nu skulle vi bare have arrangementet overstået. Derfor er det lidt frustrerende, at vi er nødt til at skubbe det til næste år. Vi er dog mange, der har lagt rigtig mange kræfter i det, så det ville også være en skam, hvis det hårde arbejde skulle gå til spilde, siger tovholder for Folkefest i Jelling, Kirsten Rykind-Eriksen.

Du kan stadig fejre genforeningen

Kigger man på hjemmesiden www.genforeningen2020.dk er det langt fra festlig læsning. I aktivitetskalenderen har mange arrangementer nemlig har fået mærkatet: ”Aflyst pga. coronavirus.”

De flest aflysninger ligger i april og starten af maj, men når Danmark lukker op igen, vil der stadig være arrangementer, som vil blive afholdt efter planen.

Indtil da er der også meget andet materiale, man kan fordybe sig i, når nu man alligevel sidder derhjemme, opfordrer Simon Faber.

- Der er skrevet en masse nye bøger om genforeningen. Der er både tykke og tynde skønlitterære og historiske bøger, man kan fordybe sig i. Derudover kan man besøge de mange genforeningssten, man kan høre podcast eller musik, som er produceret til fejringen af genforeningen, fortæller han.