TV der bevæger dig

COVID-19

Alle kanoture udsolgt: - I 26 år har vi aldrig prøvet noget lignende

Kanoture på Gudenåen er et hit denne sommer, og det har betydet, at der på den sydlige strækning af åen nu er udsolgt.

Dagens kanoer ligger klar til gæsterne hos Tørring Kanoudlejning. Foto: Pernille Leftes, TV SYD

- Vi har desværre ikke flere sejltilladelser på strækningen fra Tørring helt op til Kloster Mølle.

Denne melding må Anette Mindedahl give mange af dem, der i disse dage ringer for at booke en kanotur hos Tørring Kanoudlejning, som hun driver sammen med sin mand. 

På Gudenåens sydlige strækning fra Tørring til Kloster Mølle skal man have en sejltilladelse, når man vil sejle på åen i en lejet kano. En tilladelse gælder til en kano i én dag, og den får man med, når man lejer kanoer ved en godkendt udlejer. Men alle tilladelserne er solgt for i år:

- Det har vi aldrig prøvet. Vi har haft kanoudlejning i 26 år nu, og vi har aldrig prøvet noget lignende, fortæller Anette Mindedahl.

Der er ekstra gang i telefonen på kontoret ved Anette Mindedahl lige for tiden. Foto: Pernille Leftes, TV SYD

3.000 nye tilladelser

Hvert år er der 9.615 sejltilladelser til gæster på den sydlige strækning af Gudenåen, derudover må der kun være 250 kanoer på strækningen på samme tid, og fra Tørring må der sendes 110 kanoer af sted hver dag. Reglerne skal være med til at beskytte naturen og dyrelivet i og ved Gudenåen.

Formanden for teknikudvalget i Hedensted Kommune, Lene Tingleff fra Venstre, har indsendt en ansøgning til Gudenåkomiteen om at få 3.000 ekstra sejltilladelser i år, da situationen er anderledes end normalt. Og hun mener godt, at der kan gives ekstra tilladelser, uden at det skader Gudenåens miljø:

- Jeg mener, at det handler om at finde et fornuftigt leje i den forbindelse, og det mener jeg godt, at vi kan gøre ved at sende nogle flere kanoer afsted.

Stilhed i august og september

Gudenåkomiteen - som Lene Tingleff også selv er en del af - afgør, om der bliver frigivet ekstra sejltilladelser. Formanden for Teknikudvalget i Hedensted Kommune har fået svar om, at sagsbehandlingen er for stor til, at der i år kan gives tilladelse, men sagen kan tages op komiteens næste møde i november. 

Jan Mindedahl tager imod kanogæsterne og giver dem en briefing om ruten og reglerne, før gæsterne kan begynde at pakke deres kanoer og tage på tur på Gudenåen. Foto: Pernille Leftes, TV SYD

Det betyder, at sommeren ikke bliver ved med at være lige så travl, som den er nu, for Anette og Jan Mindedahl. I september er der lige nu 24 dage, hvor der ikke sejler udlejningskanoer ud fra Tørring. 

- Det vil sige, at vi faktisk ikke har ret meget at lave på den her strækning i august og september. Det går ud over os, men det går også ud over campingpladser og kiosker, og hvad der ligger opad, fortæller Anette Mindedahl.

Mest sete på tvsyd.dk