Barejer efter nye restriktioner: - Det vil føre til flere piratfester

Fredag præsenterede statsministeren nye nationale retningslinjer, der blandt andet betyder, at alle landets restaurationer skal lukke senest klokken 22.

Lasse Rasmussen kommer gående ind ad døren til Lucky’s Sports Bar i Vejle med en stak papirer. Det er den nye vagtplan, som han netop har lavet. Sammen med sin far, Max Rasmussen, ejer de sportsbaren, som de har haft siden 2011.

Fra lørdag skal deres bar ligesom alle andre restauranter, barer og caféer i landet være lukket klokken 22.

Det slog statsminister Mette Frederiksen (S) fast på et pressemøde fredag eftermiddag. Her præsenterede hun en række tiltag, der skal bremse spredningen af coronavirus, der igen har fået sit tag i Danmark.

Men meldingen bliver ikke taget godt imod af barejerne.

- Jeg rigtig ked af, at vi nu skal lukke klokken 22. Vi er en sportsbar, og de kampe, vi viser, bliver spillet sent. Så det betyder, at vi skal smide folk ud efter første halvleg, og så har de jo slet ikke lyst til at komme, siger Max Rasmussen.

Med den nye vagtplan kommer far og søn i højere grad til selv at stå bag fadølshanerne. På den måde kan de spare på udgifterne til de ansatte og dermed afbøde de økonomiske konsekvenser, som tiltaget ifølge dem selv utvivlsomt vil have.

Flere piratfester

Max Rasmussen tror ikke, at lukningen af restaurationerne vil få folk til at droppe festerne. For folk skal nok finde ud af stimle sig sammen, mener han. 

- Hvad sker der, når vi lukker dem ud klokken 22? Så er der endnu mere grund til, at de går hjem og holder deres egne fester. Jeg tror, det kommer til at betyde, at der bliver holdt endnu flere piratfester, siger Max Rasmussen.

Lasse Rasmussen stemmer i med farmand og tilføjer, at det ville have været bedre at lukke dem helt og så yde en form for kompensation.

- Det er så let at sige, at vi skal lukke klokken 22. Men vi har brug for nogle kompensationspakker i stedet for bare at trække noget, der kan få store omkostninger, ned over hovedet på os, slår Lasse Rasmussen fast.

Det er endnu for tidligt for dem at sige, hvor store konsekvenser det vil have for dem, men de er ikke i tvivl om, at de kommer til at tabe penge på det.

Nu ser det sort ud igen

Hos Fox and Hounds i Aabenraa falder de nye restriktioner heller ikke i god jord. De har siden juni måned ikke fået hjælp og ser nu frem til endnu et fald i omsætningen.

- Selvom vi har følt, vi kunne klare os, så har vi stadig været begrænset med antal gæster og åbningstider. Der har hele tiden været noget, som gør, vi taber omsætning, siger Alex Taulbjerg, medejer af Fox and Hounds i Aabenraa.

Mange af de ansatte er afløsere, og de kommer til at miste timer og løn.

- Det er super ærgerligt, for nu var vi lige begyndt at se positivt på det, men nu ser det bare sort ud igen, siger Alex Taulbjerg.