TV der bevæger dig

COVID-19

Billund Lufthavn fyrer 270 medarbejdere

Konsekvenserne af covid-19-krisen får Billund Lufthavn til at afskedige, hvad der svarer til 270 fuldtidsstillinger. Lufthavnen frygter en samlet tilbagegang på over to millioner passagerer i 2020.

Arkiv.

Den store nedgang i antallet af passagerer i Billund Lufthavn får nu store konsekvenser for mange af de ansatte.

Godt en tredjedel af lufthavnens medarbejdere - svarende til 270 årsværk - kan se frem til en fyreseddel, som gælder fra 31. maj. 

Billund Lufthavn skriver i en pressemeddelelse, at udbredelsen og varigheden af covid-19-krisen trækker ud, og det har haft store konsekvenser for antallet af flypassagerer.

Læs også Billund-direktør: Hårdt at se en tom afgangshal

Lufthavnen frygter at miste over to millioner passagerer ud af de 3,7 millioner passagerer, der rejste igennem lufthavnen i 2019.

- Det er trist, at covid-19 bringer os ud i en situation, hvor vi skal sige farvel til så mange dygtige medarbejdere. Det er en uvirkelig situation. For to måneder siden præsenterede vi vores vækstplan frem mod 2040, siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Læs også Lufthavnsejer efter SAS-fyringer: Billund skal nok overleve

Billund Lufthavn har de seneste 10 år været i konstant vækst, men ifølge prognoser fra lufthavnsbranchen kan der gå op til fem år, før trafikken er tilbage på samme niveau som i 2019.

Lufthavnen har før de aktuelle fyringer ansat, hvad der svarer til 800 fuldtidsstillinger.

 

Mest sete på tvsyd.dk