Billund Lufthavn: Lille lys i corona-mørket

Lavprisselskabet Wizz Air vil åbne en ny rute til Ukraine fra 1. juli. Billund Lufthavn glæder sig over det lille lys i mørket.

Fra 1. juli bliver det muligt at flyve billigt til Lviv i Ukraine med Wizz Air. Det er selskabets 12. rute fra Billund, og lufthavnen glæder sig.

– Det er dejligt med et lille lys i mørket i denne tid. Vi er glade for at få en ny rute fra Billund og for de 28.000 passagerer, der ventes, fortæller marketingschef i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm.

Lige for tiden er der cirka tre afgange ud af Billund om dagen. Der er normalt 100. To af de tre drives af Wizz Air, og de går begge til Rumænien. Den tredje er KLM's rute til Amsterdam.

Når Wizz Air går i luften til Lviv i Ukraine for første gang den 1. juli, bliver der to retur-ture hver uge - en onsdag og en søndag. Der flyves fra Lviv klokken 11.35 lokal tid og med ankomst i Billund klokken 12.45. Afgang igen fra Billund klokken 13.15 og ankomst i Lviv 16.10.

– Vi er glade for at få endnu en rute til Ukraine. Ruten til Kiev (hovedstaden i Ukraine. red.) er en stor succes, og der er mange ting, der er værd at se omkring Kiev. Lviv kan også noget. Der er nogen, der kalder den lille Prag på grund af de mange gamle bygninger. Der er også mange, der vil synes, det er rart, at der ikke er så dyrt, fortæller marketingschefen for Billund Lufthavn til TV SYD.

Lidt om Lviv

Den gamle bydel i Lviv er på Unescos verdensarvsliste, og byen har, som resten af Ukraine, haft en omtumlet historie. Byen er grundlagt i 1256 som Lwów, Lvov med latinske bogstaver, og var dengang en del af Polen. Men ved den første af Polens tre delinger i 17-hundredetallet, der til sidst gjorde, at landet helt forsvandt, blev Lvov en del af Det habsburgske Imperium, Østrig-Ungarn. Det førte til, at mange tysktalende flyttede dertil, og at byen også har et tysk navn, Lemberg.

Området omkring Lvov, Galizien, fik mere og mere selvstændighed i løbet af det 18. og 19. århundrede. I 1. Verdenskrig blev Lvov først erobret af russerne og året efter tilbageerobret af Østrig-Ungarn. I de diplomatiske tovtrækkerier og en krig mellem Polen og Ukraine endte Lvov som en polsk by.

Det varede kun til efter 2. Verdenskrig, hvor Østgalizien blev indlemmet i den russiske sovjetrepublik Ukraine og dermed en del af Sovjetunionen. Og det selvom der var et stort flertal af polsktalende. Og den fik sit nye, ukrainske navn, Lviv. Vi kunne blive ved, men det kan ikke nytte noget.

 

Nørdefact: Lvov (nu Lviv) er fødeby for Polens måske bedst kendte forfatter udenfor landets grænser, nemlig science fictionforfatteren Stanislaw Lem. Han har blandt andet skrevet romanen Solaris, der er blevet filmatiseret flere gange. Senest i 2002 af Steven Soderbergh med George Clooney i den mandlige hovedrolle. Man kan stadig besøge hans hus, Stanislaw Lems, altså.