Borgmester er bekymret over firdobling af smittetal

Søndag rykkede Hedensted Kommune op som den femte-mest smitteramte danske kommune. Det bekymrer borgmester Kasper Glyngø, (S).

Mandagens incidenstal viser, at der nu er 203,5  smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere i Hedensted Kommune, der fortsat indtager femtepladsen på landsplan.. For otte dage siden var incidenstallet i kommunen på 45.

Siden har Rask Mølle-området været hårdt ramt af et smitteudbrud på byens folkeskole, der har fået hele kommunens incidens til at eksplodere.

- Det er en bekymrende udvikling, som vi holder et skarpt øje med, så vi kan undgå, at hele kommunen bliver tvunget til at lukke ned, siger borgmester Kasper Glyngø, (S), mandag morgen, inden han og det øvrige økonomiudvalg i kommunen mødes bl.a. for at drøfte corona-situationen.

Fredag nåede smittetallet i Hvirring Sogn, der omfatter 2.000 borgere i Rask Mølle og omegn, så højt et niveau, at sognet automatisk skal lukke ned efter den nye model for automatisk nedlukning af kommuner og sogne, som trådte i kraft for en uge siden.

Smitten er fundet i tre klasser på Rask Mølle Skole. Det er i en specialklasse, i en 4. klasse og i en 6. klasse.

- Heldigvis har vi ikke fundet flere smittede skolebørn hen over weekenden, så vi tror og håber på, at vi har fået brudt smittekæderne i Rask Mølle, siger chef for social omsorg i Hedensted Kommune, René G. Nielsen.

Rent praktisk betyder nedlukningen,  at skolen foreløbig er lukket hele denne uge. Børnehaver og dagpleje lukker ikke. SFO’en lukker, men her vil være mulighed for nødpasning.

Sognets fritidsliv er også lukket, mens borgerne må gerne passe deres arbejde og færdes ud og ind af området.

- Jeg vil dog gerne opfordre alle - både i Rask Mølle og hele kommunen - til at holde fast i de gode vaner og ikke slække på afstandskrav og forsamlingsforbud, så vi undgår en fuldstændig lukning i hele kommunen, siger  borgmester Kasper Glyngø, (S). 

Som kommune er Hedensted stadig et stykke fra en testkorrigeret incidens på 200, der automatisk betyder nedlukning af hele kommunen, da den testkorrigerede incidens søndag var på 108.

Et testkorrigeret tal betyder,  at der i beregningen af incidensen tages højde for, at der netop nu testes langt flere end normalt. Det er testkorrigerede incidenstal er derfor noget lavere end de daglige opdateringer, som SSI offentliggør hver dag klokken 14. 

Tvangsnedlukning

Nedlukningen gælder så længe sognet opfylder alle de tre kriterier, der er opstillet nationalt. Det handler om det såkaldte incidenstal (antal smittede pr. 100.000), der maksimalt må være 400, antal nye smittede indenfor syv dage, der maksimalt må være 20 og smitteprocenten, som maksimalt må være to procent.

Alle tre faktorer skal være opfyldt på en gang.

Når minimum en af faktorerne ikke har været opfyldt i syv dage, ophæves nedlukningen den følgende dag.