Borgmestre: Vi bliver holdt for nar, hvis der ikke kommer en klar grænse-melding i dag

Der er store forventninger til den udmelding om sommerturisme og grænseåbning, som regeringen har lovet skal komme i dag, fredag.

- Hvis der i dag ikke kommer en klar melding fra regeringen om, hvordan en samlet plan for grænseåbningen skal se ud, så bliver jeg meget skuffet. Så holder man i hvert fald stadig en hel egn og et erhverv for nar, lyder en meget klar melding fra Tønder-borgmester Henrik Frandsen (V).

Der er store forventninger til, hvad statsministeren i dag vil melde ud om en mulig grænseåbning.  Statsministeriet har indkaldt til pressemøde klokken 14, og det forventes at handle om netop dette.

Ifølge Aftale om ydeligere genåbning i fase 2der blev præsenteret for otte dage siden, skal der senest i dag komme en plan for kontrolleret og gradvis genåbning af sommerturismen, som det hedder.

Vigtigt med dato

Det er ikke kun i grænsekommunen Tønder, at man venter i spænding. Også i turistkommunen Varde er opmærksomheden i dag skærpet.

Borgmester Erik Buhl (V) repræsenterer dog ikke udelukkende Varde Kommune i den sammenhæng. Han er samtidig formand for Partnerskab for Vestkystturisme. Et tværkommunalt samarbejde mellem ti kommuner langs den jyske vestkyst. 

- Jeg er stadig optimist. Jeg forventer en meget klar udmelding fra regeringen i forhold til feriegæster. Det er i hvert fald vigtigt, det bliver et anerkendelsesværdigt formål at holde ferie i Danmark. Og det er meget vigtigt, der bliver åbnet for overnattende turister senest næste lørdag - altså den 6. juni, siger Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune.

Vardes Venstre-borgmester er slet ikke i tvivl om, at der nok skal komme gæster i de mange ferieboliger langs vestkysten. 

- Det, jeg hører fra udlejere og turistbranchen, er, at der er mange tyskere, der stadig vil komme til Danmark. Også selv om det bliver med kort varsel. Og både med interesserede tyskere og samtidig flere danskere, som vælger at blive hjemme for at holder ferie i Danmark, så bliver det meget vigtigt, at vi bliver bedre til at fortælle, at der også er muligheder i skuldersæsonen. Altså at vi kan forlænge sæsonen til for eksempel september, lyder det fra Erik Buhl.

Helt tryg ved at åbne grænsen

Begge borgmestre mener i øvrigt, at grænsen godt kan åbnes mere end blot for tyske turister med et lejebevis i hånden.

- Jeg vil ikke være utryg ved at åbne grænsen helt. Jeg synes, smittetallene både i Danmark og Tyskland taler for det, mener Erik Buhl.

I Tønder øjner Henrik Frandsen en mulighed for at åbne grænsen for personer med adresse i grænselandet. 

- Vi har nogle gode venner syd for grænsen. Og jeg synes, det ville give mening at give folk fra de to nordligste kredse i Slesvig og Flensborg fri passage over grænsen, mener Henrik Frandsen.