Britisk mutation rammer daginstitutioner: 31 nærkontakter skal i 14 dages isolation

For første gang er den britiske og mere smitsomme coronavariant nu konstateret på to daginstitutioner i Kolding.

31 nære kontakter skal gå i selvisolation i 14 dage, efter to børn er testet positive med den britiske coronavariant på to daginstitutioner i Kolding, skriver JydskeVestkysten.

Det drejer sig om daginstitutionerne Nordstjernen og Brunebjerg, hvor ét barn hvert sted er testet positiv med corona i starten af denne uge, og torsdag aften og fredag middag blev det konstateret, at det er med den særlige britiske variant, oplyser Kolding Kommune til avisen.

Ifølge JydskeVestkysten viser smitteopsporingen på Brunebjerg, at 13 børn og seks ansatte er nærkontakter, og på Nordstjernen drejer det sig om otte børn og fire ansatte.

Sundhedsstyrelsen har i denne uge skærpet retningslinjerne for nære kontakter til personer, der er smittet med den britiske coronavariant - B117. Det betyder, at alle, der har opholdt sig indenfor to meter af en person, der er smittet med nye coronavirus i mere end 15 minutter, skal betragtes som nær kontakt.